Gregory Porter

Manden med den skønneste, lækreste jazz-, soul- og gospelstemme, Gregory Porter, er igen i Danmark og forføre sit trofaste publikum. Dyb og blød, indimellem sprød og hæs men altid fuld af intensitet er stemmen, man aldrig kan få nok af.

Siden gennembruddet med ’Liquid Spirit’ for ti år siden har han spillet for udsolgte huse her. Den første optræden på Copenhagen Jazz festival 2014 er legendarisk, for der lokkede han selveste Stevie Wonder på scenen. Denne aften fylder han selv scenerummet ud - med 1½ times vidunderlig musik -  når han da ikke giver plads til sine fantastiske musikere.

Det er ikke et bragende lys- og effektshow, men bare ren fryd af jazz, soul og gospel fortolket så man virkelig hører teksten og mærker ordene. Porter har noget på hjerte, bestemt og naturligt. Som han fortæller: At han er vokset op med en religiøs mor der opfordrede ham til at synge i kirken, og mene det. Ligesom han som 16-17 årig sang for de hjemløse, gadefolket, som han skrev ’Take Me to the Alley’ til, og efter en sjælfuld fremføring ansporer han at man tænker på dem, hjælper dem.

Allerede i første sang ’Holding On’ rammer han de lange toner perfekt, og tredje sang er tophittet ’Liquid Spirit’ hvor han får publikum helt med på at klappe til hjerterytmen. Og bliver ved og ved og ved, for som han forklarer, så sang man disse sange i kirken, og det var 40-45 minutter: "So I was good to you.."

Det er total sang- og spilleglæde fra start til slut, og indimellem ganske som en herlig legeplads for de fem musikere og deres instrumenter - piano, bas (til sidst elguitar), trommer, saxofon og Hammond-orgel. Alle er fremragende, men er man (som jeg) særligt begejstret for saxofon, så giver Tivon Pennicott virkelig fuld blæs og ballade. 

Det er eksempelvis i mega-jam til ’Mister Holland’, men også bevægende smooth og smukt til klassikeren ’Moon River’, en vidunderlig skøn tolkning, der gør at man drømmer om at der havde været et par ekstra klassikere, eventuelt fra tribute-albummet ’Nat King Cole & Me’. Også i den enkle, sårbare stil er ’Water under Bridges’ - helt alene med pianist Chip Crawford - hvor Porter fortæller en fin historie om en ekskæreste og dedikerer sangen til sin bror, der døde under Covid19.

Endnu en favorit er denne liveversion af ’Musical Genocide’, der har meget mere kant og kærlighed end albumversionen. Ikke mindst fordi opbygningen er magisk: En vild bas-intro (Aaron James), lidt glade ’My Girl’-noter og så en lækker (alt for) kort omgang fed funk med ’Papa was a Rollin’ Stone’ inden hovednummeret får folk op ad sæderne.

Ekstranummeret er en ægte publikum-pleaser ’You can join My Band’, og der bliver swinget og soulet helt ud på publikumrækkerne, hvor Porter rækker mikrofonen ud til de modige så de kan synge med. Han har charmet max hele aftenen og man har slet ikke lyst til at det (allerede) skal være slut på jazzfesten og den vidunderlige stemmepragt.