David Lynch - The Art Life

Gennem 50 år har David Lynch skabt surreal kunst – på små og store lærreder – der har begejstret og ikke mindst mystificeret publikum. Alle hans film- og tv-projekter har opnået kultstatus, ligesom han selv. Men det var malerpassionen, der startede det hele – og den klassiske 60-drøm om at leve kunstnerlivet med hænderne i materie, evigt cigaretpulsende og med (damn good) kaffe (og cola) i usvigelige mængder. Det mål nåede Lynch tidligt i karrieren, og han har perfektioneret det lige siden – og skabt sig selv som sit eget kunstværk.

I den essens er ’David Lynch - The Art of Life’ et lille mesterværk, hvis røde tråd af kunstnerisk drive og intertekstualitet er eminent udført. Ud af 20 interviewsessions (over tre år) har Jon Nguyen, Rick Barnes og danske Olivia Neergaard-Holm sammenføjet en lydside af Lynchs barn- og ungdomsfortællinger med krydsklip af fortidens fotos og smalfilm samt nutidens kunstudfoldelser live i atelieret.

Fra de første mudrede barnehænder over eksperimenterende insektdissektion til de 70-årige fingre dybt i maling, trækul, ler, gummi og andet substans, mærker man konstant passionen for kunsten. Det er tilblivelsen af kunstneren ligeså meget som kunsten, hvor både historier og malerier ofte kan genkendes som momenter i nogle af de skelsættende filmværker. 

Mest karakteristisk er et barndomsminde om en nøgen nabokvinde med blodig mund, der får forstadsidyllen til at ligne ’Blue Velvet’, og kort tid derefter en historie om hr. Smith, som en halvkvalt Lynch alligevel ikke kan fortælle. De hypnotiserende motorvejslinjer i ’Lost Highway’ får en spøjs refleksion, og ’Twin Peaks’-lignelser popper op mindst ligeså uventede steder. 

For som Lynch siger, er fortiden med til at farve nutiden – ideer, oplevelser og mennesker. Så både kunst- og familie-cirklen sluttes her, når man ser/hører hvordan den første baby Jennifer (der som hendes to halvsøskende nu er i filmbranchen) inspirerer ham, og hvordan den ny lille Lula allerede leger med og føler sig hjemme i fars atelier. Filmen er også dedikeret Lula, som memoirer der fører kunsten videre.

Den excentriske filmmager bliver på ingen måde afmystificeret her, men små sprækker af følsomhed og taknemmelighed skaber en interessant, uprætentiøs antitese til den ultra-coole og selvbevidste kultfigur. Men Lynch er blevet mildere med årene, og den fordybelse og balance som filmen oser af – gennem de tunge cigaretrøgtåger og den topkarismatisk drævende stemme – giver os følelsen af at Lynch har fuld kontrol over hvad han blotlægger.

Instruktørernes evidente respekt for Lynch overskygger dog ikke den kunstneriske ambition, og ’David Lynch - The Art of Life’ er blevet et sanseligt og nærmest meditativt kunststykke tonet i Lynchsk stil. En anderledes dokumentar, der efterstræber det enigmatiske og uendelige i at skabe sit eget kunstliv. Som i de fleste Lynch-film er her flere antydninger end reelle svar, og så er det ellers bare at tolke videre selv. Ægte Lynch, ganske enkelt!