Chernobyl Diaries

He did it again. Næsten. Oren Peli, manden bag det sidste årtis mest profitable og populære gyserfranchise, 'Paranormal Activity', er back in business som idémand og medforfatter til årets største ”kunne have været så fed, men blev det ikke”-gyser.

For over 25 år siden eksploderede reaktor nr. fire på atomkraftværket Chernobyl. Radioaktiv stråling gjorde den nærliggende by, Pripyat, helt ubeboelig og transformerede officielt det sovjetiske prestigeprojekt til en søvnig spøgelsesby.

Spol frem til 2012, hvor seks turister ufrivilligt vækker byen fra sin årelange dvale. Ledsaget af et muskelbundt af en guide, der er så made in Ukraine, som man kan forestille sig, begiver de sig ind i den forladte zone.

Mødet med faldefærdige bygninger, evakuerede boliger og vegetativt anarki fascinerer den veloplagte trup, men da mørket sænker sig, bilen ikke vil starte, og underlige lyde buldrer i det fjerne, går den chokerende sandhed bag Pripyats ellers så fredsommelige facade op for dem.

Oren Peli er, trods mediehype, ingen filmisk originalitet. Både 'Paranormal Activity'-trilogien og sidste års fremragende 'Insidious' er genkendelige sammenkog af talrige gyserkultfilm. Også 'Chernobyl Diaries' kliner sig håbløst fast til gyserhukommelseskortet med 'The Hills Have Eyes' som den helt iøjnefaldende inspirationskilde.

Til gengæld er det ikke til at begribe, at Chernobyl aldrig før har lagt kulisse til skrig og splatter. Desværre er dette berømte område også filmens eneste unikke element i en ellers sløj parade af kranke gysergensyn.

Filmens cast er genbrugte karakterskabeloner, man aldrig rigtigt lærer at kende eller holde af. Det er endimensionelt. Det er simpelt, men måske også fornuftigt! For hvem ville egentlig se oprigtigt udbyggede og afholdte mennesker blive mejet ned en efter en?

Skuespillet halter dumpetungt med karikerede miner og åbenlyst tillærte replikker. Man kan næsten høre instruktøren råbe "action", mens kameramanden løber hektisk rundt med sit rystende kamera, der gerne skulle efterligne virkeligheden, men bliver mere pantomime end praktisk.

Filmen indeholder dog svedsydende scener, hvor intensiteten og uhyggen overgår hinanden på skift, hvor man vitterligt frygter for persongalleriets liv og momentvist forveksler det fiktive med det faktuelle. Øde egne har aldrig været mere frygtindgydende, og børn er, som altid i gyserfilm, også her en gruende garanti for skælvende mundvige.

Alligevel er konklusionen et bedrøveligt ”øv”, i stedet for et begejstret ”åh”!