Cæsar skal dø

Livstidsfanger på de skrå brædder med Shakespeare? Sådan gør de i Rebibbia-fængslet i Rom! Deres brede udvalg af rehabiliterende og rekreative aktiviteter inkluderer en teaterscene, hvor der hvert år opføres mindst ét skuespil.

At de garvede Taviani-brødre har rykket filmkameraerne ind bag murene her er i sig selv spektakulært, men det største scoop er naturligvis castingen af de ægte Rebibbia-fanger.

Det giver en dokumentarisk gnist til ’Cæsar skal dø’, der ellers er fortalt med fiktionsstruktur.

Det er syndefuldt smukt at vælge Shakespeares ’Julius Cæsar’ til en samling forbrydere med korruption, narko, mord og andre mafioso-bedrifter på samvittigheden.

Den uopslidelige, kraftfulde fortælling om Roms storhedstid rammer lige i mellemgulvet, som en af dem udtrykker: ”Det føles som om Shakespeare levede i mine bygader.” Begreber som magt og ære, rivalisering og forræderi, vold og hævn kan de forholde sig til. I kejserriget, på gaden og i spjældet.

Aktørerne glider ind og ud af rollerne, og filmen har allermest nerve, når man ikke er sikker på om ordene tilhører Shakespeare, mafioso eller livstidsfange. Spil for galleriet kan dog ikke helt undgås.

’Cæsar skal dø’ ligner en stiløvelse i at nedbryde grænserne mellem fakta og fiktion. Fra de flotte, tonede sort-hvide billeder, den smukke følemusik og den enkle, stilfærdige scenografi til efterskriften, der afslører at Salvatore Striano blev løsladt 5 år før denne film og siden har ernæret sig som skuespiller.

Man tænker, at enhver italiener må have naturligt anlæg for skuespil, når man oplever de indsattes trang til opmærksomhed og påskønnelse. Rørende og sjovt illustreret med auditions, hvor fangerne skal recitere navn og hjemby - først følsomt, så arrigt.

Bagsiden er som livstidsdømte Cosimo Rega siger: ”Efter jeg har lært kunsten at kende, er min celle for alvor blevet et fængsel.” Hamret ind i hukommelsen med lyden af celledøren, der smækker endnu engang.

Af og til lidt gumpetungt og overdramatiseret, men det passer egentlig udmærket ind i miljø- og genremikset. Men mere psykologisk dybde og især flere hverdagsstunder fra brummelivet ville have skabt en mere solid baggrund.