Burning

Han har en universitetsgrad i skrivekunst. Og hvilken kunst vil han skrive? Fiktion! Som oftest ligger kunsten i detaljen, og med ’Burning’ har sydkoreanske Lee Chang-dong skabt en ypperlig detaljerigdom og en mystificerende stemning, hvor fortællekunsten slår gnister så filmkunsten går op i en højere enhed.

Med den japanske mesterforfatter Haruki Murakami og hans tidlige novelle ’Barn Burning’ som inspiration har Lee viderefortalt og -tolket helt i Murakamis ånd af magisk realisme. Finurligheder og tilfældigheder, samt en stærk metafor, der samles til en dybt fascinerende og overraskende historie om en forelskelse og et trekantsdrama, der udvikler sig til en besættelses- og jalousithriller med hævn, moral og ret i sidebanen.

Ladeafbrændingen er både en metaforisk fortælletråd og den barske virkelighed. For filmens samfundskritiske temaer om klasseforskelle, faderfigurer og naivistisk selvtægt trækker mere tråde til William Faulkners novelle fra 1939, også med titlen ’Barn Burning.’

I Lees film er det drivhuse, som den ene mand i trekantsdramaet fortæller om som en hobby at sætte ild til. Det bliver som fyr og flamme for den anden mand at finde ud af hvilket drivhus, der skal brænde næste gang, men det er ikke hans eneste besættelse. Den anden er kvinden i midten, der er ganske flakkende, så da hun pludselig forsvinder, bliver sammensmeltningen ultimativ.

Forfatterspiren er Jongsu (Yoo Ah-in), der ikke ligefrem reflekterer karakter af stor begavelse med sin dimwit-udstråling af måbende mund og glanende blik. Men således åben og troskyldig søger han inspirationen til fiktionen. Og det varer ikke længe før man føler med ham, og bevæger sig på ligeså usikker grund som ham. For hvad er egentlig virkeligt og hvad er blændværk?

Kvinden Haemi (Jong-seo Yun) er så sværmerisk som hun er frimodig, og deres første møde er fuld af underfundigheder som var det Murakami selv der havde uddybet sin kærlighedsfortælling. Fra hendes pantomime-mandarin setup, der spejler temaet om ting, man ser eller ikke ser, tror på eller ikke tror på; til hendes mikro-værelse, der kun rammes af et solstrejf en gang om dagen, og netop træffer da hun og Jongsu har sex. 

Når han efterfølgende onanerer hver gang han er hos Haemi, for at passe katten (autistisk, uden for rækkevidde og altid i skjul) imens hun er i Afrika, spejder han efter det singulære solstrejf. Og man tænker: Ingen sol, ingen orgasme. Som de andre ting, der synes udenfor hans rækkevidde. Hans udtryk er stadig ret følelsesløst, men billederne fortæller mere end de ord han ikke får sat på skrift. Poesi og drøm overfor kummerlighed og afmagt. Og det bliver ikke bedre af at Haemi har mødt den smarte, rige Ben (Steven Yeun) på rejsen, og de altid hænger ud sammen.

Den magiske realisme i ’Burning’ næres af melankoliens poetiske øjeblikke. Så som staldpoesien i at skovle skidt imens man synger ”en lille kalv sidder på en isterning og bryder ud i tårer”; og den nærmest hypnotiserende scene hvor Haemi danser topløs silhuet i aftensolen til Miles Davis-jazz og ender i tårer. Men sårbarheden er også illusorisk, og det er først i den overraskende, vilde afslutning at følelserne virkelig flammer. 

’Burning’ er simpelthen fremragende fiktion – i tekst og billeder – der bliver ved med at overraske og fascinere.  Et mesterligt mix af hændelser, der kan tolkes så flertydigt, ikke mindst i clinch med den tekstlige psykologi. Eksempelvis replikken fra novellen: “I don't want to start a fire – just burn down barns.” Fiktionskunst, når det er bedst.