Nekrolog: Farvel til Københavns værste spillested

Om lidt bliver der stille på Streckers. En af nattelivets oversete perler, hvor det unge musikermiljø har trivedes det mest utænkelige sted.

“On the one!” råber Zacharias. Holger, Maja og Andreas kigger op fra strenge, tangenter og stikker. Groovet rumler videre tre slag endnu. Zacharias svinger guitarhalsen, som var det en dirigentstok, og bandet klapper i på ét-slaget med et smæld.

Baren Streckers på Strøget ved Gammeltorv lukker og slukker 1. juni 2018. Det kan virke som et uanseligt tab. Indre By har ikke umiddelbar mangel på steder at gå i byen.

Men med Streckers’ lukning taber København en af livemusikkens højborge, hvor nogle af Københavns bedste unge musikere har slået vejen forbi.

Siden livemusikken begyndte at lyde fra baren for halvandet årti siden, har stedet vokset fra at være et ildeset sted, hvor man som musiker for alt i verden ville undgå at havne, til et lille epicenter for dansk pop. Et sted, hvor livet kun leves tre aftener om ugen. Et sted, vi snart skal tage afsked med.

Firtoget

Egentlig er jeg træt af at gå i byen i København. København K er for mig blevet et sted, hvor gode aftener tager hen for at dø. Barerne på Studiestræde og Gothersgade har strømlinet deres tilbud, så det eneste, man kan vælge i mellem, er, om man vil nyde sin stuelunkne Mokai i Hawaii-interiør eller i en Bierstube til lyden af endnu et Schlager-remix af 'Lækker'.

Et sådant sted var Streckers... Et lille slumromantisk helle, hvor mennesker skaber deres egen fest.

Natklubberne har gjort det til en levevej at udbyde uendelig, intetsigende dakkedak-techno mod fri entré og et garderobegebyr på 80 kroner. De højeste af dette nattelivs kaster betaler glædeligt x antal tusind kroner for en flaske selvlysende Belvedere og parketpladser til dansegulvet. Her sidder drengene som gribbe og venter på det første kid, der falder lidt for langt fra flokken. Når det hele er overstået, fragter det tidlige firtog gymnasielever tilbage til parcelhusbarndomshjemmet i Søborg sammen med en jævnaldrende, som også fortryder det på mandag.

At gå i byen København er altså én lang øvelse i at finde festen imellem festerne. Ligesom at finde den café på Nørrebro, hvor man ikke behøver at betale halvtreds kroner for sin avokadomad. At finde de små baggårde på Christianshavn, hvor tulipanerne spirer allerflottest. At finde den ene plet asfalt til Distortion, hvor man både kan tale sammen og hører musikken samtidigt. At finde de små lommer, hvor københavnere er deres allerbedste.

Et sådant sted var Streckers og er lidt endnu. Et lille slumromantisk helle, hvor mennesker skaber deres egen fest.

Godt gemt

Det skinner ikke i øjnene, når man går forbi ved højlys dag. At bag de store smudsede panorama-vinduer ud til Strøget gemmer sig et arnested for nogle af Danmarks dygtigste musikere.

Stedet er indrettet som en klassisk engelsk pub med højt til loftet, mørke læderbeklædte bænke og rundborde. “Streckers’ Pub & Brasserie” står der indgraveret på de store spejle på begge sider af den falske kamin. Den hævede bar er opført i mørktlakeret pseudo-eg med ornamenterede kapitæler. Fra barstolene kan man se Premier League-kampe, der løber som i båndsløjfe på fladskærms-tv’er.

I døgnets lyse timer er stedet mest befolket af turister og andet godtfolk, der ikke har forstået, at det ikke er okay at tage 64 kroner for en fadøl.

Selv på Københavns allermest grå dage er Streckers veloplyst takket være det store vinduesparti, der stiller stedets spisende gæster til udstilling for forbipasserende. I døgnets lyse timer er stedet mest befolket af turister og andet godtfolk, der ikke har forstået, at det ikke er okay at tage 64 kroner for en fadøl.

Umiddelbart lyder det jo ikke tillokkende. På overfladen ligner Streckers alle sine slægtsfæller på Gothersgade. Men når mørket falder på sidst på ugen, forvandles Streckers. Mørket klæder stedet. Læderbænkenes revner skjules og væggene fremstår ikke ligeså fattigmandsgrå. I barens minimalistiske køkken laver den polske kok dagens sidste burgere til aftenens musikere, gør rent og går hjem.

Et sted ude i Nordvest eller på ydre Østerbro vælter de unge håbefulde musikere for første gang ud af sengen i deres halvandenværelses. De har ligget i hi siden i mandags, men nu pakker de guitar i gig-baggen eller bækner i tasken og tøffer mod indre by.

Når det koger

En symbolsk hyre og bajere ad libitum. Det er, hvad hver enkelt musiker får for at spille i fire timer. Ligesom prisen på fadøl er det heller ikke i orden.

Jeg har spillet her selv. For mange gange. Vel, henved en fyrre, halvtreds gange efterhånden. Ikke at jeg overhovedet påkalder mig at høre blandt dansk ungdoms musiske spydspidser, men på dette sted, har jeg delt scene med nogle af dem.

Vi er en lille flok, der ofte bruger vores weekendnætter her. Men hvorfor? Dårlige møbler, elendigt PA-anlæg og endnu ringere løn. Hvis nogen havde tilbudt tilsvarende løn for tilsvarende musik ethvert andet sted, havde enhver af de her hoveder takket nej. Det er tydeligt, at der er noget andet, der lokker.

Dårlige møbler, elendigt PA-anlæg og endnu ringere løn. Det er tydeligt, at der er noget andet, der lokker.

De gør det fordi musikken lever. Det er svært at gengive atmosfæren på Streckers, når musikken spiller. Men fra klokken halv elleve til halv tre fyldes stedet af musik fra nogle hammerdygtige folk. Lønnen er tilstrækkeligt lav til, at de spiller lige akkurat, hvad de har lyst til at spille.

Stolene og bordene, som tolv timer forinden var besat af amerikanske turister, der drøvtyggede på klodens mest intetsigende bøf, er nu blevet dansegulv for de folk, der fangede, at bag glasfacaden sker noget helt specielt. Stedet er fyldt med alt fra provins-branderter, der tilfældigvis væltede forbi, til københavner-connaiseurs, der ved, hvor man får hovedstadens bedste funk. Stedet koger.

Musikerne gør det fordi, de har det hamrede sjovt. De giver den op for hinanden. De gør det for at være sammen med nogle af deres bedste venner. Og de gør det for at få nogle kilometer i strengene. Officelt er det ikke et jam, men der er stor udskiftning, når niveauet er højt.

Streckers har gennem de sidste fem år leveret musikere til store pop-navne. Tre gutter udgjorde nu hedengangne Julias Moons rytmegruppe. To spiller med Scarlet Pleasure. Én synger hovedroller i Tivolis koncertsal. Endnu én vandt X-Factor. Og sådan bliver det ved. Nogle bruger stedet som trinbræt for et spring ind i studiemusikkernes elite, andre bruger det som et lærested. Et sted at spejle sig og få musisk kam til sit hår.

Streckerias

Én gut er jeg særlig stolt over at have larmet sammen med. Bertil. Egentlig var han på vej til at blive uddannet jazz-trommeslager fra konservatoriet i Esbjerg, da han lagde stilen om. Han droppede ud af studiet og flyttede hjem til sin fødeby. Bertil begyndte at gøre karriere som gospelpianist i LA fra sit værelse i Ringsted. Hver weekend tog han regionaltoget lige til svingdøren og gav Streckers en lydside, der var Operaen værdig. Gennem Instagram fik nogle af musikkens helt store fisk øje på talentet fra den anden ende af verden. Producere, der tidligere har indspillet Michael Jackson og Whitney, har nu lagt billet ind på det sydsjællandske talent.

Ingen har været så konsistent om aldrig at ville spille på Streckers som ham. Og ingen har spillet så meget på Streckers som ham.

Hvis man er gået forbi Streckers en lørdag aften, er der god chance for man har hørt Zacharias’ stemme i gennem glasfacaden. Zacharias – eller Streckerias, som han undertiden kaldes – er Streckers’ enfant terrible. Ingen har været så konsistent om aldrig at ville spille på Streckers som ham. Og ingen har spillet så meget på Streckers som ham. Ad tre eller fire omgange har jeg været med til “Zacharias’ sidste Streckers-gig”. Hans liv som afholdsmand har heldigvis sjældent varet mere end to uger af gangen, før han igen sad på sin pind med sin guitar og sine proptrækkerkrøller. Selvom Streckers lukker lander Zacharias blødt: Burhan G skulle bruge en ny guitarist og arrangør, og Zach har jo alligevel pludselig en masse lørdage fri.

Streckers har aldrig kunnet lokke musikere med andet end en stensikker brandert og gode venner. Men det har også været rigeligt. Så selvom gagen cirka svarer til, hvad det koster at få fragtet sit gear fra Vestegnen til indre og hjem igen, har det været hver en tone værd.

Epilog

Jeg har opgivet at lære København at kende til fulde. Ligesom krydstogtsgæster, der aldrig når at opleve postnumre højere end 1100, føler jeg altid, at jeg render i hælene på en by, der ikke vil indhentes. I stedet holder jeg mig til mine pejlemærker, mine lommer, og ét af dem var Streckers.

Selvom stedet lukker og musikernes had-kærlighedsforhold til baren endelig slutter, finder musikken nok et nyt sted. Steder som Mandela på Halmtorvet og Den Glade Gris i Lille Kannikestræde har også livemusik i udbud. Men det er ikke givet, at sjælen følger med. Det er ikke givet at et andet spillested bliver samme kuvøse for nervøse talenter, der vil prøve at søsætte deres evner i trygge rammer.

Det er ikke givet, at jeg kommer til at tage firtoget hjem ligeså lykkelig, som jeg har været efter et besøg på Københavns værste spillested.

Streckers Pub & Brasserie lukker 1. juni 2018.

Den 24. maj bliver lukningen markeret ved en farvelfest på baren. Alle er velkomne.