Carlsbergs kunst og kultur blev til retail

Danskerne vil have kulturarv og historiske miljøer — men på Carlsberg har man nu tabt stedets historiske ånd, skriver Mads Ellekær.

Det siges, at det er umuligt at bevare. Alting ændrer sig med tiden. At lade noget stå urørt frem for at ændre det er blot en anden måde at tilpasse fortiden på.

Det siges også, at vi har brug for at bevare — f.eks. særlige byområder — da vi trives blandt dét, der var.

Spørgsmålet er, hvordan vi vælger at bevare det.

Er byens udvikling på Jan Gehl-manér styret af livet mellem husene? Eller af kapitalen, som blandt andre Karsten Ifversen har problematiseret det i en bog af samme navn?

I Carlsberg Byen er det pensionskasserne, som fører an. Det så vi særligt med udviklingen under finanskrisen, hvor Carlsberg solgte ud, pensionskasserne flyttede ind, og de daværende ambitioner om en langsomt voksende by blev skrottet til fordel for potente tillægsord som hurtigere, større, dyrere.

Vi vil have det gamle

I 2020 offentliggjorde Realdania en undersøgelse, der viser, at langt størstedelen af danskerne værdsætter den arkitektoniske kulturarv. De fleste mener, at historiske steder bidrager til en bedre forståelse af, hvem de er i forhold til fortiden såvel som nutiden.

Langt de fleste er også mere interesserede i at bevare et historisk miljø fra 1600-tallet end et højhus fra 1960erne.

Alt imens stormer byudviklingen derudaf, særligt i København, hvor det kan være svært at følge med. Carlsberg Byen undergår nu i et faretruende tempo en voldsom omdannelse — fra industrigrund til ny, fancy (vil nogle mene) bydel.

Carlsberg Byen er en smørklat mellem Vesterbro, Frederiksberg og Valby — og hel unik med sin særegne kulturarv bestående af bryggeriets historie og de mange fredede bygninger.

Men nu er de moderne produktionshaller revet ned til fordel for Campus Carlsberg med Bohrs Tårn som det arkitektoniske højdepunkt (bogstavelig talt).

De fredede bygninger bliver istandsat og genanvendt, og hippe restaurationskæder popper up, mens den øvre middelklasse får færden af noget up-and-coming.

Men vi taber stedets ånd — eller genius loci — et til tider overset begreb, når vi taler københavnsk byudvikling i dag.

Tag nedrivningen af Slagtergårdene på Enghavevej eller Østerport II som et par andre eksempler.

Kunsten blev til retail

'Stedets ånd' beskriver en arkitektur, der er lødig overfor sine omgivelser og evner at tilpasse sig med respekt for de kulturhistoriske traditioner.

Med Carlsberg Byen P/S’s egne ord er det historiske vingesus intet mindre end allestedsværende på byggeriets gamle område. Men revitaliseringen af stedet har i realiteten sat pres på dets karakter.

Carlsberg Byen sigter efter kommercielle løsninger, der med sine kædebutikker og ugunstige vilkår for mangfoldigheden neutraliserer områdets kulturhistorie. Kunsten og kulturen — der ellers lå bryggernes hjerte nær — er udeblevet for nu.

Inspirationstårnene fra den italienske by San Gimignano blev til Bohrs Tårn, mens kunsten og kulturen blev til retail.

Realdanias undersøgelse vidner om, at et sted som Carlsberg Byen udgør et særligt fortidslevn, som vi — trods forskellige opfattelser af grimt og smukt — er enige om at bevare.

Spørgsmålet er hvordan.

Skal stedets ånd som i Carlsberg Byen være et middel til at opnå en kvantitativ storhed, indtil ånden i sig selv er gået tabt?

Eller kan vi lade stedets karakter være det ledende element, der både former stedet og giver stedet form?

—

Vær med i debatten om byen. Send indlæg på 500-1.000 ord til opinion@magasinetkbh.dk.