Klovn: The Movie

Bare rolig – 'Klovn: The Movie' er kun pinlig og akavet på alle de rigtige måder. Den største danske komedieseriesucces nogensinde boltrer sig så naturligt i bredformat, at skepsis hurtigt forvandles til forundring over, at den ikke er endt der noget før.

Det var helt tilbage i forrige forår, at afslutningen på tredsenstyve episoders faux-biografiske klovnenumre fra Frank Hvam og Casper Christensen fik landets fladskærme til at flove sig. Men the movie føles som om det rødnæsede makkerpar aldrig har været væk. Som en forlænget version af et gedigent afsnit af serien – dog ikke et af de allerbedste (eller værste, om man vil).

Frank og Casper skal på kanotur op ad Gudenåen. En Tour de Fizz ifølge Casper. En chance for at bevise sit faderpotentiale ifølge Frank, der derfor hiver sin 12-årige nevø med. Og yderligere handlingsreferat skal ikke her tage brodden af deres deraf følgende eventy... eskapader.

I løbet af roadmovien gennemgår evigt påståelige og situationsfornemmelsesløse Frank for første gang noget, der kan minde om en personlig udvikling. Men det helt store clue ved tre gange så lang spilletid som normalt er, at Casper Christensen for alvor får givet gas for sin røvhullede og konstant skørtejagende Se & Hør-persona. En forrygende figur, der også var den afgørende årsag til, at 'Klovn' som serie ofte matchede, og til tider overgik, det amerikanske forlæg 'Curb Your Enthusiasm'.

Selvironiske kendisser har filmen selvfølgelig også flere af end nogensinde, men det er desværre kun den begmands-uddelende bordelejer Bent Fabricius-Bjerre, der har fået en rolle at spille med en smule saft i. Frank og Caspers trampen i spinaten og vælten sig rundt i tabuer klarer så også det meste selv, men om de overskrider vildere grænser end nogensinde før, er åbent for diskussion.

For at få alle med satser 'Klovn: The Movie' i sine glansnumre nemlig på den hurtigt omsatte chok-effekt afledt af kønsdele, kropsvæsker eller størst mulig skala. Lidt på bekostning af langtidsholdbarheden i de mere elegant konstruerede, og i virkeligheden langt mere tåkrummende statustab, som serien excellerede med i sine mest ukomfortable øjeblikke.

Klovn-filmen er altså lige så meget 'American Pie' som den er Larry David, men det er saftsuseme stadig sjovt. Latterbølgerne sat i gang af løjernes fabelagtigt pinagtige finale ruller videre langt ind i rulleteksterne.