La Chimera

‘La Chimera’ er en opmærksomhedskrævende rejse gennem Italiens underverden på jagt efter skjulte skatte og tabt kærlighed. Samtidig er det er også en moderne samfundskritk om kulturel arv og kapitalisme - alt sammen vævet ind i et klæde af magisk realisme.

I 1980’ernes Toscana vender britiske Arthur (Josh O’Connor), en frafalden arkæolog der efter et (antydes det) fængselsophold, tilbage til den landsby han kalder sit hjem. Han modtages næsten som en hjemvendt søn, ikke mindst af en bande af larmende gravrøvere som han - takket være sin mystiske evne til at spå om placeringen af længe forseglede grave - arbejder sammen med og dermed tjener til dagen og vejen. 

Han genoptager kontakten til svigermoren Flora (Isabella Rossillini) der bor i et faldefærdigt palæ og møder her Italia (Carol Duarte), der får sangundervisning mod at arbejde som Floras hushjælp. Italia tænder et lille lys i Arthur, som er tiltrukket af fortiden - ikke kun den fjerne med skønheden i de gamle artefakter han sælger til samlere, men også den nyere fortid, en undvigende tid med lykke sammen med sin tabte kærlighed Benjamina. 

Den italienske instruktør Alice Rohrwacher leger med både lyd og billede i et miks af fantasi og bristede illusioner. Det skorter ikke på idérigdom, men om de pudsige indfald gør noget godt eller ekstra for fortællingen, er sjældent åbenlyst. Tidsbegrebet er flydende. Linjen mellem nutid og fortid er gennemtrængelig. Det betyder dog ikke at filmen er en glimtende eskapistisk dagdrøm, tværtimod er det en film fuld af tab, modstand og grådighed. 

Josh O’Connor fungerer godt som den eftertænksomme Arthur, en gammel sjæl i en ung krop, der kun modvilligt bebor nutiden. I sit råhvide jakkesæt bevæger han sig næsten spøgelsesagtig rundt, splittet mellem fortabt kærlighed og kærligheden til de nedgravede skønheder. 

Udover Arthurs personlige rejse, der bevæger sig mod et oprør mod den destruktive impuls til at besidde skatte der aldrig var tiltænkt nutidens øjne, viser filmen et land hvor historie er vigtig, men samtidig behandles skødesløst, og hvor uvurderlige skatte kun er det værd, de kan hente på det sorte marked. 

‘La Chimera’ er lige så uhåndgribelig som kimæren i filmens titel. Historien snor sig og slår med halen og indimellem får man en følelse af ikke helt at vide hvad der foregår. Men det er samtidig en del af den æggende tiltrækning i den tankevækkende fortælling som næsten knytter et bånd mellem mytologi og samfundskritik.