pixel

Jersey Boys

  • Tivolis Koncertsal
  • premiere 10. oktober 2023
  • 4.02

Jersey Boys

Fakta

MUSICAL

4.-21.oktober 2023

Tivolis Koncertsal, derefter turne

Kan man kalde The Four Seasons for et af de første boybands? De skabte ihvertfald en kæmpesucces på nogle af de samme parametre: Drengecharme, ensartet pænt look, lækre sangharmonier og festlig musik lige til dans og lyst - og lige ind i kvindernes hjerter. 

Måske var/er de et meget amerikansk fænomen med deres hitparade af feel-good, og den vilde falsetstemme som deres unikke lyd er bestemt ikke for alle. Men de er en perfekt skabelon for en jukebox musical, og den Tony-vindende ’Jersey Boys’ har spillet succesfuldt over hele verden siden Broadway-premieren i 2005. Helt sikkert med boyband-appeal.

Den energi har de fire fantastiske herrer, der synger og danser succesen hjem her, og det er ret vidunderligt at opleve nye musicalstjerner i så forrygende form. Man får nærmest kuldegysninger når Mikkel Hoé Knudsen rammer den falset, der gjorde Frankie Valli helt unik, og som hitmager Bob Gaudio viser Søren Torpegaard Lund at han også er en af landets bedste unge musicalsangere. Mere traditionelle, men også fremragende er Johannes Nymark som den største pralfyr Tommy DeVito, og Jesper Paasch som den mere rationelle Nick Massi. Deres samspil swinger skønt og de får (næsten) lige meget spotlight.

For musicalens finesse er at det hele - opstarten, succesen, nedturen og efterspillet - fortælles i fire dele, som naturens årstider, hvor hvert bandmedlem får sat deres vinkel på hver sin del, indimellem med overlap, der bekræfter særlige uenigheder. Såsom hvem der skabte bandet, sangene, succesen - og mest af alt den loyalitet, der blev skabt gennem et fælles bagland.

Resten af historien er klassisk: De fire drenge fra New Jersey, der finder fællesskab i musikken og bliver en kæmpesucces. Med renskuret stil, danseglade beats og smægtende harmonier omkring den unikke falsetstemme i front. Men alt var ikke fryd og fornøjelse, for under den pæne overflade lurede mafiaforbindelser, gammel gæld, personlige stridigheder og familietragedier. Og nogle er mere tilgivende end andre.

Fortællingen går ganske tjept, og det er ikke de store følelsers show, mere en masse hurtige og indimellem spøjse sidehistorier - som at det var (den senere berømte skuespiller) Joe Pesci, der introducerede trioen til det sidste væsentlige bandmedlem, Gaudio. Men mest af alt handler det om musikken og om at fastholde en succes, trods udfordringer. 

Mere end 30 sange fejer frejdigt over scenen, og man erfarer hurtigt at man kender flere af dem end man troede. Hits som ’Sherry’, ’Big Girls Don’t Cry’, ’Walk Like a Man’ og den sang, der først var svær at lancere, men siden blev en af de største klassikere ’Can’t Take My Eyes off You’. Der er en flot opbygning til denne Valli-solo, og man bliver vitterlig blæst bagover af denne skønne kærlighedssang, som mange andre sangere har lavet covers af. En anden favorit er ’Beggin’, som får et lækkert funky touch, og et af de senere hits ’December, 1963 (Oh, What a Night)’ afrunder showet ganske forrygende.

’Jersey Boys’ er toppen af feel-good musical. Sikkert og stiligt iscenesat af Thomas Agerholm - med vanligt effektiv Benjamin La Cour-scenografi - men det er så absolut de fire musicalstjerner, der ejer showet. Hvilken charme, energi og talent - flere hovedroller til dem, tak! Og helt ærligt: De performer, synger og danser bedre, og er faktisk et bedre boyband end The Four Seasons. 

Mest læste

seneste
scene

Prøvedage
5.04

Rundetårn
Blodbryllup
5.04

Det Kongelige Teater
Figaros Bryllup
4.02

Operaen
Hvem er bange for Virginia Woolf?
5.04

Teatret ved Sorte Hest
Sort Samvittighed #4
5.04

Betty Nansen Teatret
Gilgamesh
4.02

Sort/Hvid

seneste
film

Lykketræf
4.02

Woody Allen
The Room Next Door
4.02

Pedro Almodóvar
The Substance
5.04

Coralie Fargeat
The Apprentice
3

Ali Abbasi
close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling