Indiana Jones and the Dial of Destiny

Hvad er det største, det vigtigste, det mest uvurderlige? Det vi alle vil have mere af? Indiana Jones ved det, for han har mistet det - adskillige gange - og alligevel kaster han sig hovedkulds ud i endnu en heftig helteekspedition. For en værdig afslutning - som han ikke fik i den forrige film fra 2008 - og heldigvis er det en forrygende omgang arkæologstøv forvandlet til eventyrlyst.

Skæbnehjulet drejer for fuld fart fra start, hvor Indy (computer-manipuleret yngre) igen er i nævekamp og springaktion med alt for mange nazister, der er ved at tabe Anden Verdenskrig. Han vil - som vanligt - redde et stykke historie, men får i stedet sat gang i en helt anden skattejagt. For 25 år senere er overnazisten (Mads Mikkelsen) stadig på jagt efter Arkimedes urskive, og han er på sporet af Helena (Pheobe Waller-Bridge), som netop har overtalt sin gudfar Indy (Harrison Ford) til at opspore den anden halvdel.

Da Steven Spielberg og George Lucas skabte de første Indy-succeser i 1980erne, var det med en gedigen blanding af action og humor, der med gammeldags charme og ægthed skabte den ultimative eventyrer. For første gang er en ny instruktør i spil, og James Mangold har styr på de vigtige elementer, men selvom der er masser af fantasi, fart og overraskelser, så er det ikke samme filmmagi, som Spielberg og Lucas mestrer helt genialt.

Men at være på eventyr med Indy og hans brogede flok af hjælpere er stadig topunderholdende og ganske uforudsigeligt. For så snart man tror kursen er sat og målet nær, så tolkes nye hieroglyffer, urskiven drejer og kortet sender helte og skurke til en ny sej location. 

Især den hæsblæsende tuktuk-tur gennem Tangers gyder, trapper og gangsterskud er forfriskende, også med passende spark af humor. Mere spøjs er hesteridtet gennem New Yorks mix af festparade for månelandingen og hidsig demonstration mod krig, og subway-scenerne synes bare som en svag reference til tidligere mesterscener. Ligesom Indys værste mareridt ikke er skydegale skurke men klamme krybdyr og snappende kæmpeål.

Referencerne lever også i Mangolds (som altid) fremragende karakterinstruktion. Som overskurken doktor Schmidt får Mads Mikkelsen det bedst mulige ud af en lidt klichefyldt rolle, ikke mindst da han hinter til sin (meget stærkere) skurkerolle overfor en anden action(spion)helt med replikken "Mit navn er Voller, Jürgen Voller." En lille kvik sidekick, drengen Teddy (Ethann Isidore) charmerer alle, og Helena er skarp, stærk og skæv som de kvinder, der før har givet Indy med- og modspil. 

Man kan mene at ’Indiana Jones and the Dial of Destiny’ ikke holder til sammenligningen med moderne actionfilm, men det er netop filmens dilemma: At beholde de gamle værdier fra filmseriens oprindelse, men  nødsaget til at skabe moderne stunts. Personligt så jeg hellere mere old style action, hvor Indy svinger pisken ironisk og stikker en halvgnaven replik så skurkene går i baglås og der bliver plads til en velplaceret knytnæve. På godt og ondt, seriøst og sjovt. Men det tilhører fortiden og det refereres smukt og ganske vildt i den uforudsigelige slutning, der rummer lidt af den gamle Indy-magi. 

Så ja, svaret er tiden, det uvurderlige vi alle vil have mere af. Og den indhenter også Indy, men på værdig vis og med så meget ægthed som nutiden tillader. For de fleste store historiske øjeblikke findes i den fortid, der har været med til at skabe os, og Indy er et eventyrligt eksempel på at nogle overlever bedst på at være den samme igennem alt. Der er ingen bedre eventyrhelt, Indy er bare the real deal.