Room 4.1 Live

Forrygende tour de force, der forener teater og film med installationer og akrobatik. Som en kunstnerisk centrifuge, der spinner kropsfantasier og hjernevindinger, så man er fuldstændig forbløffet og forundret, og ikke helt ved hvad, der lige ramte èn. Bare at det var helt unikt og fantastisk.

Kristján Ingimarsson Company - fra Island, men siden 1998 baseret i Vordingborg - lancerede webserien ’Room 4.1’ i foråret 2019 og gik live allerede i efteråret. Nu er de de tilbage i det store, rå rum hos AFUK (Akademiet for utæmmet kreativitet), hvorfra ekstra artister også kaster sig effektfuldt ind i et allerede toptunet team af performere. Vild energi, fænomenalt flow og overvældende timing. 

Introen er forunderlig og skaber prompte nysgerrighed: En mand går ganske amok over en smertende finger og bliver tilset af mystificerende hvide kitler. Indlagt på enestue (room 4.1) knalder han resolut hovedet igennem væggen til (en anden verden af) flere sære mennesker og absurde hændelser. Udført, spillet og filmet fra forskellige vinkler, hvor rummet drejes rundt og tilsidst lukkes af, så man kun kan se action på de store filmskærm.

Så inviteres publikum tættere på, for at komme ind bag produktionen, og mærke den kunstneriske vibe. Endnu et sygerum er monteret på noget, der ligner et stort hamsterhjul, og når det roterer, sker der forunderlige ting på flere planer, hvor teater og film viser to forskellige versioner af samme verden, så vores virkelighedsopfattelse ruskes. 

Manden på instruktørstigen er Kristján Ingimarsson, og han hundser hektisk med sine performere og crewet. Der er kontraktbrud, sexchikane, splatterfare, manglende jordforbindelse og andre udfordringer, som løses med at instruktøren bare "gør arbejdet selv." For det er hans verden, hans fantasi, hans herredømme, og det giver absolut ikke altsammen mening. 

Efterhånden skrider realiteterne endnu mere, for selvom teater er live, så skabes her også meget illusion, og ofte føles filmrummet mere logisk og relaterbart end de syrede scenarier der udspiller sig i teaterrummet. Men det er fabelagtigt, begge steder, og det er en fryd at opleve begge dele samtidig, proces i proces. Det vigtige er ikke handlingen, men udførelsen, kreativiteten og effekterne. Man ved måske ikke helt hvad det betyder, men det mærkes!

Tilbage på gulvet skaber en bandageleg dubiøs voyerisme, og lige som man tror at de vil forfalde til (for mange) klicheer, så buldrer overraskelserne igen. En total tour de rush hvor det første sygerum rulles vildt og vims rundt af samtlige performere, skiftevis inde i og udenfor rummet, forfulgt af blod, sved og tårer. Hvilken kraftpræstation at få det til at se så let og legende ud.

For således føles det, som en helt særegen manipulation af vores sanser, og imens de kropslige udfoldelser sætter gang i vores hjernespind, accepterer vi at ikke alt er relativt, og flyder med på performernes vilkår. Dermed bliver nogle publikummer en del af afslutningen, den menneskelige centrifuge, hvor dramaet og karakterne kommer helt tæt på. Hvor panikken vokser igen, for selvom man har fået en form for beskyttelse - fysisk og mental bandage - så kan man ikke vide sig sikker på at man er hverken ’sane or safe’. 

Nogle dør og nogle genfødes i drømmen, fantasien, vanviddet - det tankespind ruller stadig til fri tolkning, når man forlader ’Room 4.1 Live’. Enerummet, der er blevet til alles rum, for man går ikke upåvirket derfra. Men trods de mestendels alvorlige emner, blodige spor og syrede indtryk, så er det en svævende fornemmelse af nogle dæmoner, der er blevet drevet ud. Dette er turbulent totalteater, forrygende og forunderligt. Fabelagtigt fortalt og overrumplende udført. Man drømmer nu om en ’Room 4.2’, og allerhelst live.