Gotta Dance!

Lysten til dans, glæden ved dans, følelsen af dans. Det, der får os til at danse! For mange er musikken altafgørende, når kroppen skal finde rytmen og nyde bevægelserne. Såsom de jazzende, swingende bigband-hits fra den gyldne æra af Hollywood-musicals som ’Top Hat’, ’En amerikaner i Paris’, ’Mød mig i St.Lewis’ og ’Pal Joey’.

For både balletboss Nikolaj Hübbe og koreograf/solodanser Gregory Dean er det en drøm, der er gået i opfyldelse, når ’Gotta Dance!’ fylder Operaens store scene med danseglæde a la klassisk Broadway og Hollywood samt lidt lystig Paris-nostalgi og mere vovet New York-natklub. Et spektakulært show med en stor del af Den Kongelige Ballets bedste dansere, fire topsangere samt Tivolis Big Band og den yderst populære kvartet LiveStrings, der hertil er udvidet til femten strygere.

Scenografien af Jon Morrell er enkel men grandiøs, med en bred broagtig terrasse flankeret af to kæmpetrapper. Lidt kedelig, men det giver ro til de mange dansere og deres talrige kostumer, også af Morrell. Der er fuld fart på fra start, og stilen med at spille de fleste numre i en forkortet version bidrager til en forhastet fornemmelse, også i dansen, som ikke altid rammer synkront udtryk og derfor også skaber uro. Først i 2.akt lykkes Deans leg med det koreografisk asynkrone, og der kommer lidt mere samspil mellem dans, musik og sang.

Mixet af ballet og showdans fungerer ret godt, men første showdel føles lidt overfladisk. Bedst er  jazzstandarden (ikke en musicalsang) ’Ev’ry Time We Say Goodbye’, sunget smukt varieret af Miriam Mandipira. En lidt sær hybrid af tog og floddamper, som slet ikke udnyttes til nok sjov og ballade, tager en del fokus, ligesom de azurfarvede piccolodragter virker malplacerede på sangerne. 

Så rykker det glimtende Eiffeltårn mere, da festen flytter til lysets by. Det er ganske forfriskende med en Paris-sektion, hvor de blå-hvide-røde farver skaber liv og leg, men alligevel overstråles af de tre mimere i sort-hvidt. Edith Piaf-sangene klæder Maria Lucia Heiberg Rosenbergs stemme, især ’Les amants des Paris’ og ’Padam, Padam’, og Casper Phillipson fryder med ’La Foule’. Men man kunne også have valgt lidt Jacques Brel eller Serge Gainsbourg eksempelvis.

Særligt den instrumentale version af ’La Vie En Rose’ skaber en poetisk og uskyldig romance mellem Ji Min Hong og Andreas Kaas. Ganske velvalgt uden den signifikante tekst, og der er andre sange, der muligvis skulle være gentænkt i forhold til tekst og popularitet. Eksempelvis ’Non, je ne regrette rien’, der hverken egner sig som (sang)duet eller stort ensemble(danse)nummer. 

Efter pausen bliver det heldigvis hurtigt ’Too Darn Hot’ med Mads Mathias’ cabaret-coole vokal til det knipsende lækre ensemble, og alle flirter med alle over i ’The Lady is a Tramp’. Natklubstemningen topper med to af showets bedste og mest forførende numre: ’I Put a Spell on You’ - med Miriam Mandipira og Mads Mathias - hvor forrygende Astrid Elbo mildest talt danser sine fire herrer i gulvet. Og så leverer Miriam Mandipira en lækker soulet version af ’Bewitched, Bothered and Bewildered’, hvor teksten underbygges rørende af Sebastian Pico Haynes og Vitor de Menezes pas de deux, fra usikkerhed til total overgivelse.

Denne 2.akt er klart bedst og mest medrivende, men stadig lidt hektiske skift og noget ensformig koreografi. Der mangler humor og skæv leg, der kunne give oplevelsen af moderne tiltag i denne hyldest til klassisk showdans og forrygende big band-musik. 

Men ’Gotta Dance!’ er stadig en livsbekræftende fest og man får virkelig lyst til at danse. At drømme sig væk i danseglæden - til store ballrooms med sving i skørterne, eller til små natklubber med intime moves. Eller måske endda på gaden, hvor nogen måske synger "forget your troubles, c'mon get happy.."