The Banshees of Inisherin

Lokalkolorit i allerhøjeste potens. Et lille øsamfund udfor Irlands kyst, hvor gevær- og kanonild buldrer af borgerkrig anno 1923, men slet ikke bekymrer beboerne i samme grad som en nyopstået konflikt mellem to bedstevenner. Godtnok et umage venskab, men alligevel med potentiale og rutine til et livslangt følgeskab.

Det mener Pádraic (Colin Farrell) ihvertfald og han er vældigt glad for det simple, forudsigelige liv uden store ændringer. Men den ældre Colm (Brendan Gleeson) er blevet træt af den formålsløse sludren, og han vil skabe sig et vigtigere eftermæle. Eksempelvis violinpoesi, som han udøver sammen med nogle yngre musikstuderende på pubben - til stor frustration for den forsmåede ven.

Godhjertet og semi-tilfældigt forsøger Pádraic at nærme sig Colm - der muligvis kæmper med periodisk depression - men det giver bagslag, da Colm konfronterer ham med et makabert ultimatum. Som de fleste på øen har svært ved at tro på, og ikke blander sig i, ligesom de heller ikke stopper det sidste tragiske modtræk fra Pádraic. 

Her er en rustik stemning, hvor ensomhed rimer på kedsomhed og arketyperne tumler vemodigt rundt i de patriarkalske rødder og regelsæt. Selvom købmandskonen er en sladretante på evig jagt efter nyheder, er der ingen, der interesserer sig for at den lokale politimagt (Gary Lydon) slår og mishandler alle, inklusiv sønnen Dominic (Barry Keoghan). Den eneste, der bryder ud, er Siobhán (Kerry Condon) - i forsvar for både sin bror Pádraic og sig selv.

Den violinkomposition, Colm skriver på, kalder han ’The Banshees of Inisherin’ - selvom han betvivler at der er banshees på øen. Men den keltiske myte om de kvindeskikkelser, der jamrende/syngende advarer om forestående dødsfald, er levendegjort i den dunkle, kappeklædte Mrs. McCormick (Sheila Flitton), der sværmer foruroligende omkring. Og hendes ord holder.

’The Banshees of Inisherin’ er vidunderligt underspillet eksistentialisme, med en snert sort humor - i (næsten) samme ærinde som instruktør Martin McDonaghs sleeper-hit ’In Bruges’, hvor Colin Farrell og Brendan Gleeson også brillerede i samspil. Sympatien for de skæve karakterer og deres omgivelser er uundgåelig, og det kunne sagtens ende i et par Oscars - ud af de ni nomineringer, deriblandt danske Mikkel E.G. Nielsens redigering.