Bullet Train

Forvekslinger i højhastighed - så vildt, absurd og spektakulært som det kan blive i Shinkansen-toget fra Tokyo til Kyoto. Det sørger tidligere stuntman og -koordinator David Leitch for - med en forrygende karakterparade af løs krudt, skøre kugler og al slags farceammunition.

Til japansk version af Bee Gees-hittet ’Staying Alive’ skridter Brad Pitt med blød bøllehat og briller på lyntoget for en nem, hurtig opgave om en attachemappe. Han er tidligere lejemorder, hans nye alias er Mariehøne, og nu på zen-mission, for at takle utrolige uheld og ufattelige dødstal omkring sig. Men toget boomer med lejemordere og hævnere, der tror han er deres mål, så forhindringerne tårner op med myriader af alternative våben, og det er svært at konkludere hvem der er mest farlig i det syrede selskab.

Toppen af poppen er de britiske brødre Citron (Brian Tyree Henry) og Mandarin (Aaron Taylor-Johnson), der misledende er kendt som tvillingerne. Thomas Tog er Citrons infantile referenceramme, imens han mukker over andres filosofiske tilgang eller gængse metaforer. Deres mission er mappen og sønnen, der skal returneres til Den Hvide Død, en voldsomt berygtet russer der har myrdet sig til forbrydertoppen. Ham efterstræber også Prinsen (Joey King), som er lige dele lillepige og psyko-morder og slæber rundt på Kimura (Andrew Koji), der er så umulig til at hævne sin søn at Den Ældre (Hiroyuki Sanada) må svinge sværdet. 

I mindre morderroller ses latin-rapper Bad Bunny som Ulven, der stiller i fuld bryllups-suit - for godtnok har han "Vengance"-tattoo på halsen, men allermest handler han udfra "Mi corazon" i jagten på sin elskedes morder. I mere ekstrem udklædning er Zazie Beetz som Hvepsen, hvis gift er ligeså dødbringende som den boomslange, der fræser rundt mellem passagererne. Og så er der nogle gode, frække, sjove overraskelser blandt cameo-rollerne. Og ja, Sandra Bullock er med, men forvent ikke at se meget til hende!

’Bullet Train’ er højhektisk action med en skarp klipning, der kan tage pusten fra de fleste, og et soundtrack så corny at man forventer en musical-prolog når-som-helst. Men det går flintrende godt i spænd med alt det andet ballade: Tarantino-inspirerede samurai-kampe, ’Deadpool’-kækkomik, Guy Ritchie-agtig karaktermodellering og japansk Momomon-anime og neonlys overfor amerikansk plat-filosofi om held og skæbne.

Det er her man bare skal slå hjernen fra, og lade den drøne afsted med tæt på 300 km/t. Og så alligevel formår Leitch og co. - med få ind- og udfald, der ikke når i mål - at swappe de ekstreme forviklinger mellem karakterernes og deres kringlede historier. 

Filmens spilletid er nogenlunde den tid Shinkansen ræser fra Tokyo til Kyoto, men der er klippet flere rejser ind i det vilde actionflow - som flashbacks og baggrundshistorier - helt ned til en vandflaskes oprindelse og formål. Helt forventeligt kører det meste af sporet i den bombastiske finale, men man har vænnet sig til overloadet og absurditeterne, der gør ’Bullet Train’ til den vildeste actionfarce.