Manualen

Miserere! Renæssance-hymnen om barmhjertighed flyder som en pulserende bøn gennem dette formidable, kontroversielle operaværk om aktiv dødshjælp. For læger hjælper med at leve, men hvem hjælper med at dø?

Komponist Louise Alenius har arbejdet med ideen i nogle år, siden hun i 2016 skabte ’Prequiem’, en ultimativt intim før-dødsmesse for én terminalpatient ad gangen. Så da operachef John Fulljames lagde en operabestilling for tre år siden, var tanker, toner og takter allerede tunet ind på et endnu dybere dyk i dødsriget. 

Så nu er Alenius rykket helt ind i kroppen, ind i det indre tumult af smerte og lidelse når organerne skal samarbejde om at holde kroppen i live. Hjertet (Petri Lindroos) er hævet overalt med skiftende farve i gløde-venerne, Lungen (Signe Asmussen) holdes gyngende af de rød/hvide blodceller, imens Nyrerne er ved at tabe kampen mod Smerten (Operakoret). Så miserere kravler ud mellem læberne, og Bevidstheden (Elisabeth Jansson) bliver opmærksom på Manualen (Morten Grove Frandsen) for lindring og barmhjertig død.

"Ilt-Ilt-Ilt..." lyder en gispende del af dødselegien, som man genkender fra det værk Alenius i 2020 leverede til lys- og lydinstallationen The Wave på Ofelia Plads. Det gigantiske luftrør, der skriger efter ilt, er her udbygget til hele kroppens organlyde i Alenius’ velkendte milde, stille melodier domineret af en dyb mol og kølige klangtakter. For "døden kommer kun i stilhed."

Marie i Dalis scenografi og kostumer er æstetisk fascinerende med småsyrede tiltag. Det lettere surrealistiske farve- og tøjdesign afspejler bløddele overfor den mere mekaniske del af organismen, der med trappe- og spiralformede stålkonstruktioner signalerer dna i slinger, på tværs og viklet rundt. Legemet lever og kæmper.

Titlens manual refererer til formanden i Læger for Aktiv Dødshjælp, den pensionerede fynske læge Svend Lings og hans Selvmordsvejledning fra 2018. Et dokument, der stadig er tilgængeligt online, trods han året efter blev dømt for at have vejledt patienter, der henvendte sig til ham. For selvom straffeloven lyder: "Den, som medvirker til, at nogen berøver sig selv livet, straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år," så er det ikke ulovligt at offentliggøre generel information.

Citatet åbner denne forestilling, men Alenius’ mål er ikke at provokere eller advokere - hun vil mest af alt lade os mærke, forstå og acceptere. Hun dyrker derfor kropsfortællingen med symbolmættede billeder og (op)rørende musik på det basale overlevelsesinstinkt. Så når organerne bliver udtrættet, lider, smerter og ikke kan kæmpe mere, så vender hjernen sig til tanken og ønsket om at dø.

For døden er uundgåelig - og vi vil vel alle mindske lidelsen mod de sidste åndedrag, bede om barmhjertighed - for os selv og vores nærmeste. ’Manualen’ er et fabelagtigt værk fuld af mod og nerve, hvor Alenius som i kammeroperaen ’Silent Zone’ og korværket ’Stille slag’ skaber en eminent stemning, der kryber ind sjælen med al sin kraft og kompromisløshed.

Før eller efter forestillingen kan man se endnu et Alenius-værk, Téte, der er udstillet i Operaens foyer. En tre meter høj træskulptur, formet som hendes hoved, som man én ad gangen kan træde ind i. Oprindeligt skabt i 2019 som en hyldest til de ideer der er forkerte eller for absurde til at forlade kunstnerens hoved, men nu udvidet med en ny komposition ’Det lidende menneske’ opført med livesang de dage, hvor ’Manualen’ spiller. 

’Manualen’ er første del af et dobbeltprogram men den burde opføres helt selvstændigt, for den er så fremragende at man er godt fyldt op af sanser, toner og tanker. Og desuden lidt mismatchet i genre, stemning og humør med ’De syv dødssynder’, som virker underligt overfladisk, selv efter 45 minutters pause.