Hun er død

Lauras nøgne krop pakket i plastik ved flodbredden, Desdemona kvalt i pudevår, Ofelia druknet i vanvid, Fædra forgiftet af løgn. Uforglemmelige fortællinger fra mytologi, litteratur, teater og film - alle kvinder drevet i døden af mænd under intriger, jalousi og bedrag. Kultur- og kunstværker, der er med til at forme vores kvindeopfattelse.

For den myrdede kvinde er et populært motiv i underholdning. Fra den helt basale æstetiske fascination og The Male Gaze-teorien til de mere psykolgisk motiverede udviklingsmuligheder. Der er utallige vinkler på motivet, så Amanda Linnea Ginmans forestilling, i tekstsamarbejde med Sonja Ferdinand, prikker kun til en brøkdel af kvindemordsballaden.

Men ’Hun er død’ er alligevel ret fortræffelig og tankevækkende i sin konfronterende stil. Ikke mindst fordi Sara Viktoria Bjerregaard er fremragende som hovedpersonen, den døde kvinde, hvis liv dissekeres og mistænkeliggøres i mediejagten på årsag og skyld. 

Hun introducerer sig som Hazel, men hun sørger for at alle kvinder kan indentificere sig med hende og føle sig som potentielt offer. Hun er den stille og bekræftelsessøgende, men også den selvstændige og opmærksomhedskrævende. Svingende mellem uskyld og lyst på livet viser hun kvindeskæbner med få, effektive virkemidler - primært live videobilleder og live musik.

Der er meget kort fra de private billeder til den strøm af offentliggørelse og meningsdannelse, der ender som underholdning for masserne. Der hvor fakta smelter sammen med fiktion, og tv-serier får en ny sæson med det næste mordoffer. Får ny mediedækning, og vinder måske eftertragtede priser.
 
Som publikum er vi vant til at dramaet op- og underbygges af musik, og her går musikeren Rasmus Juncker i flot samspil med Sara, med og uden sang. Med percussion og equalizer flyder uhyggen, dramatisk og dragende, og med Marie Kildebæk og Jenny Rossander som cowriters får lydbilledet touch af både Lydmor og Angelo Badalamentis soundtrack til ’Twin Peaks’.

Der er lidt løse ender i manuskriptet - muligvis grundet kort øvetid på omkring 3 uger - eksempelvis jord i munden-scenen og taskepræsentationen hvor et par trusser med blodpletter åbner for at menstruation kan være en provokation. Og indimellem bliver det en smule amerikaniseret med "døde dig" som salgsobjekt for alt fra designersko til dukker, samt takketalen til prisuddelingen. 

Konfrontationen er bestemt ikke behagelig, og især i de to kvælescener pointeres udsvinget mellem fiktionens billeder og virkelighedens. Først fremfører hun en kvælning, som udtrykket ser ud på film: desperat, men lækkert, og hurtigt overstået. Normalt tager det 4-5 minutter at dø, så hun beder en publikummer om at tage tid, og så stikker hun hovedet i et vandkar. Begge dele filmes, så vi også ser det tæt på. 

Det er overvældende, man panikker stille i de fire minutter, hvor hun må gispe efter vejret adskillige gange. Med urolig krop, nervøse ansigtstrækninger og usammenhængende tanker mærker man tiden, det virkelige ubehag, alvoren i kvælningen, når det pludselig ikke ser smukt ud mere. Det virker, men hvor længe? Er vi efterhånden så vant til at se gru, vold og død at vi har opbygget en tolerance, der gør at vi frygter mindre og endda føler os styrket til at modstå volden. Eller har vi egentlig bare accepteret tingenes tilstand og stoppet kampen?

Som kunstværk er billedet udødeligt, men heldigvis fortolkes de velkendte klassikere stadig og bringer nye, moderne og/eller provokerende vinkler til kvindebilledet. For faktum er at kvindekroppen udnyttes i kulturen, og der er brug for (selv)reflekterende værker til at ruske i tilskuerne. Republiques Revolver-scene gør sig fantastisk flot i musisk dramatik, hvor både ’Brøgger’ og ’Lolita for altid’ er formidable forbilleder for ’Hun er død’ - de bør alle spilles med jævne mellemrum.