Medea

Verdensdramatikkens værste mor? Medea er bestemt en af de allerværste, og selvom der findes utallige fortolkninger, er der ikke mange forsonende eller formildende omstændigheder i Medeas blodige kølvand. Heller ikke her, hvor kvindekoret ellers prøver at bløde lidt op med elegiske englestemmer.

Fra start til slut er Medea (Signe Egholm Olsen) en rasende forsmået kvinde, der kaster ting i smadder og gennemtærer mennesker som brikker i sit spil for hævn over Jason (Rasmus Bjerg). Manden hun droppede alt for og nu er blevet forladt af til fordel for en yngre kongedatter. Koldt og kynisk manipulerer hun - især mændene - til sin viljes voldsomme mål. Selv Kong Kreon (Jens Jørn Spottag) er bange for hende, fordi hun er klog og er fortrolig med onde kræfter.

De fem veninder, der forsøger at støtte hende, bliver også affærdiget flere gange - som var de hendes indre stemmer og fornuft. Så deres sang bevæger sig fra milde salmeagtige råd og bønner til desperate dødshymner, hvor de dunkle synthtoner efterhånden overdøver alt - også Medeas blodrus - og mørket føles uendeligt. 

Dog kun for at oplyse bryggerset - der var fareulmende rødt, da hun bryggede giftgaver - i skarp, hvidt lys, så det konfronterende brutale i hendes sidste hævn over Jason slår ubarmhjertigt og frygteligt igennem marv og ben. Hun er stadig i raseriets vold og da hun køligt forlader stedet er alt som forstenet.

Husinstruktør (norske) Sigrid Strøm Reibo og scenograf/kostumier (tyske) Katrin Nottrodt har skabt en kølig opsætning, hvis visuelle udtryk er noget statisk og underligt tidsforvirret. Det kedelige forstadshus, der kun en enkelt gang kortvarigt drejer og viser et mindre soveværelse, er hverken stil- eller tidsafstemt. Men hvor kvinderne er tydeligt 70’er i farver, strik, folder, sløjfer og bobbet hår, så er mændene et årti længere fremme med mønstrede silkeskjorter, store habitjakker, satinslips, pastel-pullover og slaskede læderbukser, samt svenskerhår. Imens musikken er nutids-elektronica.  

Birollerne er nedtonede, for det er Medeas historie, stemning og furie-tilstand, der er i fokus. Og Signe Egholm Olsen er forrygende - som altid - når hun raser og regerer gennem det mareridt hun selv har skabt. Koret spejler hendes følelsesmæssige frustrationer og åbner svagt for traumer som svigt, opofrelse, afsavn og tomhed.

Fra start siges det at hun hader sine børn, og at hun ville ønske hun var død, for hun er så fortvivlet, forbitret og hævngerrig at alt kan ske. Og i hendes vildeste vanvid sker det værste, som hun skal leve med resten af livet. Det er ikke bare verdens værste mor, men også verdens værste skilsmisse. Og dem er der stadig overvældende mange af i verden, så derfor er Euripides ’Medea’ evigt aktuel.