Uendeligt dyb

"Mr. Lynch will be joining you... in a minute, in a second, soon..." Man ved ikke rigtig om man skal glædes eller ængstes over den gentagne besked fra værterne her i Nikolaj Kunsthal, hvor en aften af lynchske dimensioner udfolder sig.

David Lynch er årets filmiske hovednavn på Copenhagen Archtecture Festival, og hans fotoudstilling ´Infinite Deep´ er inspiration for nogle eksklusive aftener med kulinarisk performance i Nikolaj Kirkes tårnrum iscenesat af The Tower Prophets aka Christian Friedländer og Dicki Lakha. 

Velkomsten i foyeren er efterårsstemning, der minder én om barndommens æblejagt og fedtegrever. Hyggeligt, men Peter Albrechtsens musik og lyde husker os på insekter, biller og andre dyr, der flyder ind i det rumlende fra Lynchs lydarkiv. 

Med thumbs up fra den prominente agent (Simon Boysen) bliver vi ført til Tårnværelset og introduceret til Transcendental Meditation. Selvom det er sjælfuldt, er man småurolig - over billederne på væggen, hvor et af dem godt kunne signalere det udleverede hold-kæft-bolsje, man er ved at kløjs i - og enhver smask, suk og knirk får én til at lure over skulderen. For når der er TM ved man aldrig om Lynch pludselig er der. I hvert fald starter følelsen af at være overvåget her. 

Kokkekunsten står Mette Martinussen og Augusta Sørensen for, og uden at afsløre for meget, så er mestendels ikke for sarte eller kræsne ganer. Noget, der knaser og minder om barndommen, men i stedet er nymodens trend. Andet kribler og krabler, så man ikke kan sidde stille. Samt en tendens til blævrende og flydende konsistenser, der er svære at håndtere. Håndgribeligt som visuelt, og når associationerne flyder frit - indimellem med ´Infinite Deep´-værkerne som provokation - er både krop og hjerne på vagt overfor smag og nydelse. 

Hovedmåltidet er et spændende potpouri af ´TwinPeaks´-serienoter: whiskey med røg, en mistænkelig suppedas, cherry pie nyfortolket og en sangerinde i hvid kjole (Raisa Castro). Man bliver bevist om egne og andres madvaner og bordmanerer, når tingene ikke er helt som de bør være. For salt, for sur, for sød, skod-isterning og bestik-udfordringer. Bare fordi kokken er gourmet og prisen er dyr, kan man ikke vide sig sikker på smagsnydelse.

En anderledes corndog med corny hint til endnu en fallos - tidligere bød agenten på pølsemad - og en sørgelig omgang med is og sirup, selvfølgelig med fotos af ´The Snowmen´. På det tidspunkt er mine smagsløg så provokerede af andre sansninger - fremtoning, (manglende) lugt og konsistens - at alt synes at smage ligegyldigt eller klamt. 

Sidste stop er der hvor smalfilmen og grammofonen skranter i (u)takt med kaffemaskinerne. Og selvom desserten er i den kedelige kategori, så er der en snert af det folk har mumlet siden første ´Twin Peaks´-reference: Damn good coffee. Bordet er dekoreret med blå roser (´Fire Walk with Me´) og en glaskrukke indeholder nummererede bordtennisbolde. Et hint til Lynchs ´Today’s Number is´, som var en del af hans Covid19-sysler på YouTube, til en del hype. 

Jeg stikker hånden i glasset og nummeret på bolden er 8, tegnet for uendelighed, som denne udstilling og performance fokuserer på. Jeg er ikke helt klar på uedelighedskonceptet i dette projekt, men netop Lynch en uendelig kilde til detaljedyb, inspiration, fantasi- og følelsesflip for mig, så det skriver jeg selvfølgelig - på den dertil opstillede gamle skrivemaskine - i et brev til Lynch (som de lover vil nå frem til ham).

Men jeg er også ret umættelig på Lynch-universet, og føler mig kun lige pirret af de sælsomme links. Flere af medgæsterne tumlede med referencerne, og følte sig ikke mætte, da en del af maden ikke faldt i deres smag. Og alligevel er der ikke nok underholdning til at stoppe gæsternes snak indbyrdes, så det føles for meget som et middagsselskab med lidt løse indslag. 

Ondt i maven på vej hjem. Er det maden? Den uforløste uendelighed? Den foruroligende stemning? Overvågningen? Var han der alligevel, hr. Lynch? For mig er han der altid, et sted i min referenceramme, i min krop og min hjerne. Et uendeligt dyb af ting jeg forstår, elsker, frygter overfor det uforklarlige og sære, som jeg altid vil være nysgerrig på og forsøge at tackle, tolke, tåle. "I’ll see you in 25 years."