Begærets mysterier

Queer opera – som en del af World Pride – er en charme-satsning for Det Kongelige, helt nyskrevet og instrueret af polske Krystian Lada, som har givet den fuld gas i pasticcio-genren. 

Og det er bare drønunderholdende. Forvirrende, flamboyant, fjollet, festlig er muligvis sære ord at sætte på en forestilling med temaer som kærlighedssvigt, misbrug, kønsidentitet og mord, men i opera er man vant til en vis (over)dramatisering, og når det gælder LGBT-folket er der primært positivt sind og plads til alt og alle i regnbuens farver.

En del af farverne tager designer Henrik Vibskov sig af med kostumerne, som egentlig er ret afdæmpede, bortset fra nogle syrede gopler, hvis forskellige størrelser og farver signalerer betændt baggage for de fleste karakterer. Alligevel noget større farvepalet i lettiske Didzis Jaunzems’ scenografi, der lægger sig op ad nogle filmiske/popkulturelle stiliseringer, som handlingstrådene også vikles omkring: David Lynchs surrealistiske univers (primært ’Twin Peaks’), Edward Hoppers amerikanske realisme, samt karikerede reality-shows og kanoniserede popmusicals. 

Scenen er et klassisk motel med tilhørende diner, hvor ejeren (drag queen Vinegar Stokes) byder gæsterne velkommen med ’Tryllefløjten’-arien ’In diesen heil’gen Hallen’ – endda med Københavner-hyldest, der dog går lidt i overgear med noget pølsesnak. 

Karakterernes baghistorier videoprojiceres på øverste del af scenen, imens et mix af soul, tango og opera fortæller deres nuværende ståsted. Den brogede samling er inviteret af den ældre Hr D: Fru D (Ann Petersen), der overvejer at forlade ham. Den pæne assistent og elsker Dale (Simon Duus). Den personlige dominatrix (Elisabeth Jansson). Det forviste transkønnede barn, der vender tilbage som søn (Adrian Angelico). Plus en lejemorder (Samuel Mariño) med sin helt egen agenda.

Så da Hr. D bliver dræbt, er de alle mistænkte, og morder-jagten kan begynde. Men selvom motelejeren kalder sig Agatha og er en nysgerrig-per, så er ”whodunit” ikke hovedmålet her. Det er karaktererne, og de får hurtigt nye mere spændende forhold at interessere sig for. Ren karmafest, der udvikler sig fra dunkelt mysterium til regnbuefest. 

Musikken er en stor del af glæden, selvom det er en blandet fornøjelse. Pasticcio-traditionen opstod helt tilbage til 1700-tallet, med eksempelvis Händel og Bach, der havde succes med at sammenføje musikstykker fra forskellige værker og/eller komponister og skabe ny kontekst i et nyt klassisk værk. Udfordringen her er at det ikke kun er operatoner, men også pop/rock-sange, ofte med LGBT-tilknytning.

Opera-valgene er ligeså flimrende som karakterne – fra de klassiske Puccini, Wagner og Mozart til kabaret af Weill, tangosmerte af Piazzolla, og moderne takter af Thomas Adès – en sand fryd af mangfoldighed. De poppede hits er sværere at ramme rent, men Cole Porter-klassikeren ’My Heart belongs to Daddy’ er overraskende skøn med opera-touch, og ligeledes Nat King Coles vidunderlige ‘Nature Boy.’ Lidt karikeret er Conchita Wursts Eurovision-sang ’Rise like a Phoenix’ og heldigvis dropper man næsten operahøjderne med Chers ’Believe.’

Alt er naturligvis krydret med kønsidentitet, som operatraditionen også har mange eksempler på, via bukseroller eller anden udklædning til forveksling og dobbelttydighed. Oftest for sjov, men alligevel med (uskyldige) hentydninger til at kærlighed opstår i flere afskygninger. 

Den tese tages videre her, og endnu mere interessant når de også kaster sig ud i at lege med stemmerne. For i opera bibeholdes oftest et vist snobberi i at holde sig til de klassisk bestemte roller af tenor, sopran, mezzo osv. I pop/rock nyder man ofte stemmevariationer på diverse sangcovers, så det virker helt naturligt, da de to donnaer deler Carole King/Aretha Franklin-hittet ’(You Make Me Feel Like) A Natural Woman.’ Mere vovet er det når de to herrer Dale og Samuel (basbaryton og sopran) synger Dalilas (mezzosopran) arie til Samson (tenor) ’Mon coeur s’ouvre à ta voix’ – og bliver ret seksuelle i deres flirt.

’Begærets mysterier’ er fuld knald på livets lyster, og det er et smårodet og halvsyret show, men sådan kan livet jo også være. Og vi har alle brug for at tjekke ind og ud forskellige steder og finde ny mening. Som Agatha siger: ”På et godt motel tjekker alle ud som bedre mennesker.”