Smagen af sult

Det lækreste af det lækre, selvom basen ikke er god i sig selv. Således med umami, den femte grundsmag, og således med Christoffer Boes film om et ægtepar, der jagter Michelin-status.

Definitionen af umami er rimelig ny, trods det er over 100 år siden den blev beskrevet første gang af en japansk kemiprofessor. Det er noget mere omstændigt end de fire andre grundsmage surt, sødt, salt og bittert, for det smager ikke godt/specifikt, men fremhæver andre smage. 

Hr. Boe er en af de mest markante danske film auteurer, med en stærk visuel stil og stemning, der ofte viser undertoner af melankoli – rørende og fængende trods en lurende distance i sin skønhed. Med ’Smagen af sult’ er han tilbage til sin signaturstil, efter kommercielle film og tv-serier, og det er lækkert på den mere pompøse og saftige maner.

For filmen og dens karakterer vil det hele, som citatet i starten lyder, fra punklitterat og feministikon Kathy Acker, og understreget af den kvindelige hovedperson Maggie (Katrine Greis-Rosenthal). Selvom det er hendes mand Carsten (Nikolaj Coster-Waldau), der er stjernekokken, er det hendes historie, hendes ambitioner og valg, samt de ofre, der medfølger. 

For selvfølgelig har deres umættelige sult og lyst en pris. De efterstræbte Michelin-stjerner bliver en døs ved realiseringen af den virkelige stjerne, som selvfølgelig er ganske banal, men den uundgåelige morale på historien. Hos Boe er det bare normalt mere sofistikeret.

Der er lige dele feminint og maskulint i Manuel Alberto Claros flotte billeder, med saft og kraft i mad og sex. Med fokus i maden, for det er den smag, sult og passion, der fortærer dem og deres forhold – som den dybt fascinerende teaser-plakat viser. Opslugt af den vilde, lækre gourmetmad.

Fortællingens flashbacks er inddelt som madrelaterede metaforer – sødt, surt, fedt, salt, varme – men med rodet udtryk og noget ens undertitler. Fedt og varme har ingen logik, og det havde været meget mere nærliggende at vælge alle fem grundsmage. Virkelig sært, når nu filmen er så stilistisk og visuelt perfekt. 

Bedre er restaurantens navn: Malus. En æblesort, der sandsynligvis er oprindelsen til spiseæblet. Og måske paradisæblet, som er midtpunkt for en snak mellem Maggie og Carsten om fristelse, forbudt frugt og synd i Paradisets Have, og tesen om at det måske slet ikke var et æble.

’Smagen af sult’ er overvejende fristende og tilfredsstillende. For umamien er der, den kan bare ikke helt optimere alle ingredienser og fuldende oplevelsen. Historien er ganske banal og næsten for forudsigelig, med kun en enkelt overraskelse i et lidt uvirkeligt skær. 

Men det er en tidstypisk film, der oveni filmen lanceres med en VR-oplevelse, hvor Maggie leder os ind i 16 forskellige rum, som man selv vælger via diagramfelter på gulvet. Med undtagelse af slutscenen, der samler de semi-forvirrende brudstykker man får gennem 15 minutters famlen i Maggies smags- og sultunivers. VR-eksperten Makropol har produceret i samarbejde med Zentropa og VR'en kan ses med eller uden spillefilmen i København og Aarhus.