Palm Springs

Hvad nu hvis du skulle genopleve den samme dag igen og igen? Nej, dette er ikke ’Groundhog Day’, men præmissen er den samme. Og selv om den ikke helt når samme højder som Harold Ramis´ genistreg fra 1993 – hvilket måske også ville være at sætte barren lidt for højt – er denne opdaterede version bestemt ikke uden charme. 

Datoen er den 9. november og Nyles (Andy Samberg) vågner op på et hotelværelse i Palm Springs, hvor han er en af gæsterne ved sin kærestes søsters forestående bryllup. Bryllupper er notorisk fyldt med stressede situationer og en af de frustrerede bryllupsgæster er brudepigen Sarah (Cristin Milioti). Sarah og Nyles har god kemi og efter en hyggelig aften sammen støder de ind i en mystisk fyr ved navn Ray (J.K. Simmons). Derefter vågner de op – til den samme dag. 

’Palm Springs’ er grundlæggende en romantisk komedie, hvor dreng møder pige og de forelsker sig i hinanden. Men når man er fanget i en tidslomme og oven i købet skal gennemleve et bryllup hver dag, er der basis for en masse skægge situationer. Og det er dér, filmen virkelig leverer. Der er også plads til at komme med nogle gode pointer omkring livets meningsløshed, hvilket lyder vældig deprimerende, men ikke er det. Dog kunne Ray, der fungerer som katalysator for Sarah og Nyles´ tidslomme-problem og dukker op nogle gange om ugen (et lidt abstrakt begreb, når hver dag er den samme!) sagtens have fået en mere prominent plads i historien. Faktisk er den altid seværdige J.K. Simmons groft underudnyttet i rollen. 

Andy Samberg har langt fra samme pondus og sarkasme som Bill Murray i ’Groundhog Day’, men han er glimrende som den afslappede Nyles, der affinder sig med at være fanget i den samme dag og fornøjer sig med at skeje ud og skabe kaos for at få lidt afveksling i en ellers ret monoton tilværelse. Sarah derimod bliver hurtigt overvældet over et liv, hvor ens handlinger umiddelbart ingen konsekvenser har og man bare vågner op igen til den samme dag, som om intet var hændt. 

’Palm Springs’ er sjov, begavet underholdning med et fantastisk manuskript og gode præstationer, primært fra Samberg og Milioti, for der ofres desværre ikke overvældende meget tid på birollerne. Hvilket faktisk er en skam, for udover J.K. Simmons medvirker garvede kræfter som Peter Gallagher i rollen som brudens far. Man forlader biografen med en fornemmelse af, at man sagtens kunne have set endnu flere hyleskægge bryllupsscener og priser sig lykkelig for, at man ikke selv er fanget i dette helvede af en dag.