Faust

At danse med djævlen. Som udgangspunkt farligt og forbudt, og dermed lidt spændende og pirrende. Men her er det mest af alt mørkt, sort og tungt. Samt forenklet, ekstremt stiliseret og indimellem for cool.

Goethes ’Faust’ er en af de helt store klassikere i den tungere ende af drama. Eksistentialisme så det batter siden udgivelsen i slutningen af 1700-tallet, op gennem kulturhistorien, hvor Faust og hans deal med djævlen bliver skabelon og/eller spejling for utallige karakterer og handlinger. I fiktionen og virkeligheden.

Derfor synes denne iscenesættelse af Staffan Valdemar Holm (instruktør) og Bente Lykke Møller (scenograf) noget tam, især i sin visuelle tolkning. Mest markant er mørket, det store sorte rum, hvor de tilmed slukker lyset indimellem, og det går stilistisk op og ned med heksecirkel, lynnedslag og stumfilmklip (Murnaus ’Faust’). Samt en dansescene midtvejs, nærmest som et pausepust.

Skuespillet er til gengæld helt eminent i de to hovedroller. Olaf Johannessen som den desillusionerede Faust, videnskabsmanden, der har haft alle muligheder i livet, men nu synes det er så tomt og glædesløst at det eneste resterende drama er selvmord. Og Søren Sætter-Lassen som den manipulerende Mefisto, der lokker med et uimodståeligt tilbud om at få tilfredsstillet fantasier, lyster, drømme. Det er et flot og dybt fascinerende samspil, der svinger i respekt, rivaliseren og rævesmil.

Forestillingen er klart bedst i første halvdel, hvor de fabelagtige ord og karakterer blænder os trods det totale mørke på scenen. Forførelsen af uskylden er mudret af gråzoner, og kontrasten i den centrale dansescene kunne være større, men diskorøg og -moves her virker mere cool end løsslupne. Trods sangene rummer masser af provokerende og/eller seksuelle toner – eksempelvis ’Just can’t get enough’, ’Firestarter’, ’Livin’ La Vida Loca’, ‘I Feel Good’ og ’Like a Prayer’.

’Faust’ er evigt aktuel, og den norske dramatiker Jon Fosse har bearbejdet den formidable tekst skarpt og med djævelsk spøjse indspark, leveret af Mefisto, så som ”…for satan i hele hule helvede.. og hvis jeg kendte nogle værre ord ville jeg sværge ved dem..” Bare det visuelle udtryk var således sprælsk og mere kontrastfyldt, så ville dansen føles mere farlig og spændende.