Krudttønden

Potentialet. Ønsket. Kampen. Om det gode, meningsfulde liv. Hvor man mærker sit værd og føler et formål. Krudtet, der kan få livet til at slå gnister, men dog også kan give bagslag. 

Filmens titel henviser naturligvis til det tragiske terrorangreb på Østerbro i København 14. februar 2015, men krudt-allegorien er nærmest uundgåelig. For som Kulturhus gennem 30 år har Krudttønden leveret masser af glødende krudt i en bred kulturramme af musik, teater og debat. Sidstnævnte var på plakaten med besøg af Lars Vilks (dødstruet siden en Muhammed-tegning i 2007), da den unge ekstremist Omar el-Hussein sendte vildfarne skudsalver gennem husets facadevinduer.

Debriefingen af politimanden Rico, der skød Omar senere på natten, er rammen om Ole Christian Madsen og Lars K. Andersens meget sobre og velorkestrerede genfortælling. Med fokus i optakten, hvor de fire mænd i centrum – filmmager Finn Nørgaard (Lars Brygmann), sikkerhedsvagt Dan Uzan (Adam Buschard), Omar (Albert Arthur Amiryan) og Rico (Nikolaj Coster-Waldau) – ses i parallelle livskriser. Alle frustrerede over at de ikke kan lave det de gerne vil, det de er gode til, og måske det eneste, de føler, de rigtig kan.

Håbet er der, men ’Krudttønden’ viser også at det er svært at lykkes. De fire mænd er proaktive, og de handler på deres overbevisning – der hver især kunne føre noget væsentligt med sig – men ganske skæbnesvangert ikke føres i mål. Fordi andre mennesker også har deres agendaer, og man vil altid blive påvirket af andre, af samfundet. 

En anden relevant tråd i filmen er overvågning, som er vokset støt – ikke kun med truslen om terror, men kriminalitet generelt. Målet er stadig uklart, for er det en falsk tryghed, og ender det med at skade mere end beskytte? Debatten kan hurtigt blive rødglødende, og filmen er også kun nøgternt registrerende med de velfungerende overvågningsklip, samt den løse sagsbehandling i forbindelse med Omars løsladelse fra fængslet. 

Ole Christian Madsen har ønsket at lave denne film lige siden de sidste skud rungede i mørket. Der er ikke så meget nyt krudt på sagen, men ’Krudttønden’ er alligevel en stærk og relevant film, der kan bidrage til at huske på, tale om og lære af den samfundsorden, der afstedkommer den slags angreb. Vi er slet ikke færdige med at bearbejde, perspektivere og beskytte os selv, personligt og som samlet nation. 

Rico formidler lidt af de påtrængende tanker, spørgsmål og følelser, men vi vil aldrig kunne forstå det had, der driver ekstremisterne til disse grusomheder. Potentialet, ønsket og kampen er helt forskellige fra dem til os. Så når Rico afrunder med: ”Jeg tror på det. At forandringer er mulige. Vi må blive bedre end vi er,” så er der stadig rigtig meget krudt, der skal afstemmes og afsikres. Før det hele giver mening igen.