Blixen

Karen Blixen var en storyteller af særlig karakter, dansk som international, altid tilknyttet en del elitære og ikoniske kvaliteter. Udover historierne er også stemmen, klæderne, malerierne/billederne ikoniske for den ganske mytiske aura omkring hende. For hvor stoppede virkeligheden og lod fantasien tage over? 

Så selvfølgelig skal en ballet, der spænder over hele hendes liv, have hovedvægt som handlingsballet, og det er virkelig en flot orkestreret og visuelt rammende fortælling solodanser Gregory Dean har skabt. Næsten som syv fantastiske fortællinger: Rungstedlund, Bror Blixen, kaffefarmen og Kikuyu-stammen, Denys Finch Hatton, syfilis og Djævelen, forfatterskabet, USA-hæderen. 

Med en fin balance mellem virkelighed, fantasi og lidt personlig tolkning rammer Dean især nogle af de æstetiske mindelser, der indimellem får filmiske kvaliteter. Med dybe farver, tegnede billedprojektioner og enkel indrammende scenografi af Jon Morrell. Mange husker filmen ’Mit Afrika’ med Meryl Streep og Robert Redford – og de ikoniske flyvesekvenser af ren kærlighed: til Denys, Afrika og livet selv. De løses kreativt her, ligeså tragedien ganske simpelt, så det væder i øjenkrogen. 

Ida Praetorius er som altid rørende og umådeligt fleksibel i sit kropssprog – og hun passer glimrende med Alexander Bozinoff (Denys) og især fremragende Jón Axel Fransson (Bror) – men det er Gudrun Bojesen som den ældre Blixen, der rør mest. Hun har de mest vidunderligt fortællende armfigurationer, og der er absolut heller ikke sparet på den elegante tåspidsdans! 

En stor del af balletensemblet er på scenen her, og Dean har et god fornemmelse for stemningen i både soloer, pas de deux’er og ensembledans. Hans trinsprog er meget klassisk uden de store overraskelser, så indimellem kan man føle lidt ensformighed og langstrakt fortælling. Men der krydres med Charleston-festligheder og den smukke skyggedans på rød-orange-gul baggrund som markering af Kikuyu-stammen. 

En dans, der også knytter sig til endnu et Blixen-tema: At kunne rumme både lys og skygge – alting i livet har to sider: mennesket, kærligheden, kulturen med mere – for der er aldrig skygge uden lys. Fortællingen fokuserer også på en af de mørkere sider: Den djævel, der ifølge Blixen selv, hjemsøger og katalyserer hendes forfatterskab. Her er den sorte skikkelse konstant, og viser sig nærmest som en nedarvet plageånd, der også førte til farens selvmord.  

Til den velfortalte ballet hører også skønne musikvalg. Claude Debussys vidunderligt fortællende musik har en snert af mystik, men er også genkendelig. Især en melodilinje er gennemgående, ’Claire de Lune’, både i lyse sørgmodige klange og mere markante dystre toner – oftest rent klaver, smukt udført af Thomas Rischel. Igen er der masser af filmisk touch over arrangementet af britiske Martin Yates, der har en del opera- og musicalsucceser bag sig.

’Blixen’ er en stor produktion, og en stor livshistorie at løse for en ung koreograf. Den åbenlyse kritik vil være at der er for lidt dans og for lidt litteratur, men Gregory Dean har fanget en gribende stemningsfortælling i klassisk trinsprog, med lidt personlig tolkning oveni. Og det er helt i Blixens ånd, for hun udtalte selv, at man skal være tro mod den historie man fortæller, selvom den måske ikke er helt sand.