Askepot

Hug en hæl og klip en tå. Det velkendte glassko-set up er ikke med her, for Gregory Dean har valgt at gå hele vejen for romantikken i sin balletkoreografi over et af verdens mest elskede eventyr. Så denne Askepot er nok den smukkeste, man kan drømme om, men også lidt for naivistisk.

Efter successen med børneballetten ’De glemte børn’ i efteråret har solodanser Gregory Dean nu skabt sin første helaftensballet ’Askepot’. Den lægger sig mest op ad franske Charles Perraults version fra 1697, der er noget mere godhjertet end den mere kendte fra Grimm-brødrene, hvor stedsøstrene får deres blodige straf på både fødder og øjne.

Det vildeste, der sker her, er vel at både drenge og piger lader til at dåne ved ballet. Og en hofnar stavrer febrilsk omkring. Humor er jo fint, men det er meget tøset og fjantet hele vejen igennem denne uskyldsrene lykkeforestilling.

Som Askepot er Ida Praetorius vidunderligt naturlig, og selvom der ikke er den store lykkekemi mellem hende og Alexander Bozinoffs prins går deres pas de deux’er rent ind på kærlighedsskalaen, især i matchende hvid og guld. Astrid Elbo har nærvær som stedmoren, imens der er lidt for meget fjollefest over Kizzy Matiakis’ og Wilma Giglios stedsøstre. De glemmer at være onde og lede. Mere gennemført er fe-universet anført af Ji Min Hong, med de fire årstidsgaver til Askepot.

Ingen tvivl om at balletboss Nikolaj Hübbes begejstring for og tro på Gregory Deans talent – først som danser og nu som koreograf – skal have plads til at udfolde sig. Men i modsætning til andre koreografspirer som Oliver Starpov og Sebastian Kloborg er Dean meget mere klassisk og traditionel i sin tilgang til både trin og fortælling.

Det bliver til rigtig mange opvisningsscenarier, og en del af dem varer for længe, så koreografien dør i klassiske smukkeseringer af ballettrin, som ikke fortæller meget. Ærgerligt når nu ’Askepot’ er en handlingsballet med masser af karaktertemaer, men i den overspillede godhed bliver det ret ensformigt med karakterdansene, og uden meget nerve i det gode versus det onde, som altid er grundspændingen i eventyr. 

Det clasher også med Sergej Prokofjevs musik, der indimellem har mørke dramatiske facetter, som handlingen slet ikke rammer. Med mellemrum føles det faktisk som om dirigenten Geoffrey Paterson toner musikken ned for ikke at skæmme idyllen.

Bedst er det visuelle udtryk, der står skarpt i Jon Morrells kostumer og scenografi, holdt enkelt og udtryksfuldt – som han også excellerede med i sidste års bedste balletshow ’Spar Dame’. Fra det asketonede køkken, over årstidernes skiftende glans(dans), til den skønne græskarkaret, der matcher det ornamenterede kæmpeur på den imposante trappe i slottets balsal.

Og selvfølgelig vil alle piger på et tidspunkt i deres liv gerne være prinsesser, og så er ’Askepot’ i denne form tæt på den perfekte drøm. Og for nogen sikkert værd nogle ofre… som hug en hæl og klip en tå, måske? Under alle omstændigheder går glasskoen i stykker, og det er der ganske mange tolkninger af ude i verden – som jeg personligt hellere ville se på en dansk scene.