Once upon a Time... in Hollywood
DRAMA
Premiere: 15. august 2019
De små, frydefulde kødben af referencer, stemning og smældende replikker, som Tarantino altid fodrer sine fans med, serveres her på en overdådig platte, ledsaget af gigantiske margaritaer på et listigt sted, hvor solen kun går ned, så neonlysene kan funkle i den hede, californiske nat. Filmen ryger lige ned og smager efter mere.
Westernskuespilleren Rick Dalton (Leonardo DiCaprio) og hans trofaste stunt double Cliff Booth (Brad Pitt), har kendt bedre dage. De to mænd er af den gamle skole, men tiderne skifter, hippierne er overalt, også på den udtjente filmranch, hvor en ildevarslende flok unge kvinder hænger ud. Dalton kæmper for sin karriere, mens hans naboer, starletten Sharon Tate (Margot Robbie) og filminstruktør Roman Polanski lever det smukke og sorgløse liv. Alle skæbner flettes umærkeligt sammen, mens 1960erne går på hæld og Hollywood ændres.
Da Tarantino brød igennem, skabte han et nyt filmsprog, en ny måde at bruge skuespillere på. Det var nørdet, sexet, voldeligt, sjovt og sindssygt underholdende. Der gik sport i at citere fra QT-dialoger, der var skåret ud med skalpel og dyppet i attitude. Tarantino var cool. Han bruger samme tricks endnu, men endnu bedre.
Alt ved denne film er en stor, fed kærlighedserklæring til et Hollywood og en tid, der ikke længere findes. Filmet, klippet og spillet sublimt, naturligvis med et fabelagtigt soundtrack og øje for detaljen. Men er han som instruktør i dag overhovedet relevant for unge mennesker? Er appellen netop, at der er en indforståethed i hans film, et særligt sprog, som taler til hans egen generation? Vi er blevet de unge på fyrre, for evigt fanget i en drøm om dengang. Måske lidt som instruktøren selv?
Brad Pitt (55) og Leonardo DiCaprio (44) er (imodsætning til deres karakterer) på toppen af deres game, men de er jo reelt et par halvgamle mænd, hvis man selv er i begyndelsen af 20erne. Pitt smider blusen (mange tak!), og står muskuløs og solbrændt. Han ligner nærmest en blanding af Robert Redford og en bagt kartoffel. Tarantino bruger nostalgien til det yderste, og en pointe med den fabulerende og nostalgiske fortælling er, at fremtiden er de unge kvinder i historien. På godt og ondt.
Jeg håber, at nye generationer finder 'Once upon a Time... in Hollywood' interessant. At de får det samme kick, som jeg fik i sin tid, da jeg så 'Pulp Fiction' første gang og som jeg fik igen her. Om de citerer fra den, som vi andre gjorde (og stadig gør efter en ”five dollar shake” eller to), må tiden vise. Filmen er, uanset hvad de unge vil have, et hovedværk.