Richard III

Er Richard III ”teaterhistoriens måske ondeste skurk,” som HamletScenen proklamerer i markedsføringen til årets Shakespeare Festival på Kronborg? Eller er Richard først og fremmest en stakkel, der grådigt tager skurkerollen på sig, fordi omverdenen for længst har stemplet ham som et vanskabt, ondsindet væsen? 

Uanset hvordan han tolkes, er Richard III uden tvivl en af Shakespeares mest formidable karakterer. Charmerende, intelligent og en uovertruffen manipulator. Den skurkagtige Richard spilles mesterligt af Casper Crump, der smisker og slesker, snart giver den gas som åndfuld bejler, snart som kærlig bror, snart som from prins, der slet, slet ikke er i gang med at snuppe tronen for næsen af sine stakkels små nevøer. 

Det hele er selvfølgelig en facade. Richard drømmer om magten og skyr intet middel for at få den, men hans kamp for at erobre Englands trone ved hjælp af intriger og mord handler egentlig om noget helt andet. Den forkrøblede prins og senere kortvarige konge vil slet og ret accepteres som et menneske. Kan han ikke opnå kærlighed og venskab, kan han i stedet tiltvinge sig en plads i solen ved at stjæle den krone, der tilkommer hans lille brorsøn.

Richard III er stykkets omdrejningspunkt fra start til slut, og Crump stråler fra start til slut. Desværre lider stykket generelt under et skuespilhold, hvor der er langt fra top til bund, samt af uigennemtænkte gimmicks. 

Hvor mobiltelefoner for to år siden spillede en kæk lille birolle i HamletScenens egenproduktion af ’Hamlet’, går ’Richard III’ skridtet videre. De bittesmå roller som den bitre Lancaster-enkedronning Margaret (med en fejlplaceret Andrew Jeffers i drag) og Richards nevøer, den gamle konges unge sønner der myrdes off-stage (Benamy Shore-Heltoft og Oscar Gries-Bourgouin, der desværre lyder som et par skoledrenge, som læser deres lektier højt), vises på en filmskærm frem for at få tid på scenen med de andre karakterer. Det skal vist forestille, at de har videosamtaler med hovedkaraktererne. Det virker dog blot som en malplaceret gimmick.

Et andet halvhjertet, uforklarligt valg er, at Richards svigerinde, dronning Elisabeth, konsekvent render rundt med halvfærdig frisure og i underkjole. Tilsyneladende er denne dronning ude af stand til at klæde sig ordentligt på, som den eneste af alle stykkets karakterer. Hun spilles af den døvstumme, britiske skuespillerinde Jean St. Clair. Det kunne have været et modigt valg, men kommer desværre aldrig til at fungere. Det skyldes til dels, at St. Clair ikke har helt godt greb om sin karakter – hun har kun få ansigtsudtryk og formår aldrig at overbevise som den stolte dronning, der gradvist mister alt, imens hun isoleres ved hoffet. Det hjælper ikke, at man hver gang, hun er på scenen, skal have et øje på overteksterne for at forstå hendes tegnsprogsreplikker. 

Det kunne have været et modigt valg at caste en døvstum skuespillerinde til rollen, for Elisabeths tragedie er især, at ingen lytter til hende i tide, så hendes sønner dør for at opfylde Richards ambitioner. Det ville dog kræve, at iscenesættelsen for alvor havde givet sig i kast med de udfordringer, et sådant castingvalg uvægerligt giver. I stedet kommer valget af St. Clair til rollen mest af alt til at virke som et anfald af politisk korrekthed og god vilje frem for kunstnerisk nødvendighed. 

Selvom det altid er en fornøjelse at opleve Shakespeares stykker med majestætiske Kronborg som baggrund, er ’Richard III’ en blandet fornøjelse, der mest skal ses for de skønne omgivelser og for Crumps formidable skuespil.