Camille Sledge – Jazz/Take: 1970s Soul Royalty

Til at starte med er det meget lounge-agtig jazz, når Ken Linh Doky Trio sætter de første toner til denne jazzaften med inspiration i 1970erns store soulartister. Sangen genkender man ikke før stjernen kommer på scenen: ”…talkin’ ’bout the ghetto…” – og med sin spontane og fængende energi sætter Camille Sledge straks gang i beatsene. 

Sangen er af Donny Hathaway, som måske ikke er et stort soulnavn for danskere, men som Camille forklarer, er han en af de store amerikanske (sorte) musikere, der var med til at gøre soul til gospel. Som man hører tydeligt i den næste Hathaway-tolkning: ‘Thank You Master for My Soul’ – den ligger suverænt til hendes stemme, og hele arrangementet strutter af spilleglæde.

Niels Lan Doky overtalte Camille til at tage Hathaway-soulen med – blandt de større stjerner Franklin, Brown, Gaye og Khan – og det viser igen at spændvidden i Dokys International Jazz Collective holder med lige dele megahits og introduktioner. Det er muligvis heller ikke tilfældigt at musik/sang-rammen for aftenen her på det nye venue, Nørrebro Teater er ”talkin’ ’bout the ghetto” – for Doky er opvokset lige om hjørnet, og fra Nørrebros rå miljø tog han i 1981 til USA, ikke mindst New Yorks endnu mere rå slum. 

Når Camille tænker soul, popper den amerikanske 70er-soul op med de mange issues, den tid repræsenter, deriblandt raceadskillelse, borgeroprør og seksuel revolution. Men som hun siger: ”Ingen sange synes negative/nedtrykkende, selv med politiske budskaber er følelsen groovy. Man brugte sangene til healing.” Og når hun så groover sig gennem Rufus & Chaka Khans ’Somebody’s Watching’ og især ’Tell me Something Good’ forstår man.

På spørgsmålet om hvem man tænker først, når det gælder soul, runger svaret klart fra publikum: ”Aretha!” Men der er især en soulman, som man heller ikke kommer udenom, og som altid rykker godt i dansegenerne: James Brown. Camilles version af ’It’s a Man’s World’ er topstærk, vred og frustreret på den helt rigtige måde – måske aftenens højdepunkt. 

’Papa’s got a Brand New Bag’ er en af de sange, der er samplet allerflest gange, og det kan være udfordrende at lave noget nyt der – men så vælg dog en anden sang – så selvom Camille vrikker funky JB-moves i høje sølvsko og laver lækker rap, så savner man lidt kant og/eller tyngde i arrangementet. Og så føles bassoloen alligevel malplaceret lige der, og man drømmer om at Romolu Duartes lækre baslyd var brugt mere og bedre under hele koncerten.

Ikke overraskende et det Aretha-sættet, der er mest nerve i og som virker mest prof, for dem har Camille og trioen gennemspillet i koncertrækken ‘Camille Sledge sings Aretha Franklin’. Helt mageløst rørende er ’Are You Leavin’ Me’, kun akkompagneret af Kens klaver. ‘Dr. Feelgood’ får power fra toppen og ned i knæ, ‘Baby, I Love You’ har ikke den samme sårbarhed som sidst hvor Camille var gravid, og ønskenummeret ’Chain of Fools’ hitter naturligvis og får folk op af stolene. 

Men det er også den nemme udgave af konceptet med så mange gengangere fra et andet show. Der har muligvis ikke været nok øvetid, det fornemmes især med Marvin Gaye-setuppet. ’What’s Going On’ er særdeles sløvt stemmearrangement, og David Fingers Haynes’ trommesolo i ’Keep Dancing’ er flot, men mangler alligevel lidt engagement, så man mærker at det faktisk ikke er det nemmeste af det nemme, som han udstråler lige der. 

Dette er en virkelig god koncert, der indimellem bliver lidt for lounge-agtigt, for meget easy jazz, der kører på rutinebeats. Men alle performere kan deres kram til fingerspidserne, så man bliver hurtigt vant til at forvente det der ekstra, som man ved de kan finde frem. Så vi ønsker os kun at Niels Lan Doky International Jazz Collective fortsætter med at udvikle den populære koncertserie Jazz/Take, der denne gang også bød på ’Mike Stern: 1960s Psychedelic Rock’ og ’Niels Lan Doky: 2010s Modern Standards.’