Alle ved det

Viden er magt, men det er ikke altid nemt at disponere sin viden, og fejlslag kan give bagslag. Som i dette latino-familiedrama, hvor alle tror de ved, men i virkeligheden ikke kender hele historien.

Alt bimler overdådigt af lykke og passion i de første scener af den ultimative bryllupsfest, som kun latinoer kan skabe. Den store familie, der smelter sammen med de ligeså familiære venner og nye kærlige relationer. Temperamentet og livslysten holder sammen på det hele. Indtil nogen ripper op i den hemmelighed, de alle tror de kender.

Ungdomsaffæren mellem Laura (Penélope Cruz) og Paco (Javier Bardem), som Lauras teenagedatter Irene får fortalt af sin flirt Felipe. Laura har familien med fra Buenos Aires, og gensynet med Paco er glædeligt, han er en del af familien, efter han og viven Bea (Bárbara Lennie) har overtaget det meste af familiens jord. Da festen topper, kulminerer melodramaet med en kidnapning, som alle søger at løse, men mest af alt kører de af sporet i familiekontroverser og trekantsdrama. 

Iranske Asghar Farhadi leger formidabelt med titlens mening. Først spejles den nutidige ungdomskærlighed med den fortidige som en uskyldig, hemmelig og lidt forbudt passion. Da Irene forsvinder, splitter det familien i gammelt nag og uforløste tvistemål, som faktisk slægter tilbage til det første pars relation og brud. Alle ved det. Tror de. For det der skete dengang er mindst ligeså kringlet som det der sker nu, hvor alle bralrer teorier om hvem, der kan have kidnappet Irene. 

’Alle ved det’ er en eminent skildring af hvordan sladder og aversioner kan få skæbnesvangre konsekvenser. Det er set før, som drama, krimi, thriller, men Farhadi har som vanligt fat i et par effektive fortællegreb, der tvister genrerne ganske formidabelt. Først skaber han dramaet på opskruet telenovela-maner, den latinske soap opera, som han væver ind i en spøjs detektivleg a la Agatha Christie. Og når spotlyset så rammer hovedpersonerne, deres følelser og reaktioner, har Farhadi skrabet klicheerne væk så karaktererne fremstår ægte og relaterbare. 

Uden at miste deres latinske lidenskab, for den er selvfølgelig elektrisk mellem det spanske par Penélope Cruz og Javier Bardem, imens Ricardo Darín spiller den argentinske følsomhed ud i gudsbenovet respekt. Kønsrollerne er højspændte og Farhadis forkærlighed for mandligt hybris har dobbelteffekt her, hvor de to mænd bruger hver sit af de to største magtsymboler: Tro og moneter. 

Den afsluttende afsløring har ulmet et stykke tid, og med den tiskende udtoning flakser endnu en eksplosiv hemmelighed med potentielt fatale følger. Det er utvivlsomt Farhadis pointe at dette sagtens kunne udvikle sig til endnu et alle-ved-det-drama.