Mod alle odds

22 helt almindelige, danske børn på 10-14 år befolker i disse dage Betty Nansen Teatrets store scene. På et skråt gulv a la gymnastiksal danner de 22 børn statistiske formationer over deres egne baggrunde og fremtidsudsigter. 

I scenens venstre side står et kommentatorbord, hvorfra børnene på skift læser statistikkerne højt. Eksempelvis hedder det at PISA-undersøgelser viser, at børn med ikke-etnisk danske forældre generelt klarer sig dårligere. ”Det sårer mine følelser” kommer det fluks fra én af de tre børn på scenen med ikke-vestlige forældre. ”Jamen det siger statistikken altså” lyder det tilbage fra kommentatorbordet. Og så er den potte ude. 

Er det deprimerende for børnene? Det virker ikke sådan. De virker til at føle et stort ejerskab over forestillingen og at have det sjovt. Men selvfølgelig bruges de i en større sags tjeneste. De skal finde sig i at få forudsagt alting for åbent tæppe inklusiv deres egen dødsalder. 

”Hvor meget er du sammen med dine forældre?” lyder det nu fra mikrofonen. Børnene deler sig først op efter de gængse kategorier ”lidt”, ”mellem”, ”meget”. Men derefter kommer skiltene ”dejligt lidt” og ”for meget” til, hvilket spreder stor begejstring blandt publikum. ’Mod alle odds’ indeholder trods det tørre tekstforlæg af ren statistik masser af humor. Især en passage, hvor børnene spiller deres egne forældre, der udtaler sig om deres ambitioner på børnenes vegne, er supersjov. 

I det hele taget er der plads til spræl og afveksling i forestillingen, hvilket betyder flotte fysiske sekvenser som en skilsmisse vist på 10 sekunder. Henimod slutningen bliver man dog alligevel en anelse træt i hovedet af de mange fakta. Det er umuligt at blive ved at absorbere det hele, selvom hvert eneste udsagn føles vigtigt at huske. 

Efterhånden lærer vi børnene at kende og kan tegne mønstre i massen. Ham fra overklassen vil gerne være astronaut. Hende, der føler sig ensom og foretrækker sine kattes selskab, vil gerne være dyrlæge. Børnene træder langsomt frem fra statistiksumpen. 

Balancen mellem at bruge dem som anonyme kroppe, der repræsenterer en masse tal, og så at lade dem stå frem individuelt, er ganske enkelt suveræn. Der må ligge et enormt research- og castingarbejde bag, og det lønner sig. Det er virkelig stærkt gået af børnene at de står frem på den måde og spiller sig selv. Både med alle de dårlige odds, der nu engang hæfter sig til at være skilsmissebarn, enebarn, have ledige forældre osv. Men også med de drømme om fremtiden, de bærer rundt på – mod alle odds. 

Det bliver aldrig nemt at sætte almindelige mennesker på scenen. Men hold op, det kommer ’Mod alle odds’ godt fra. Børnene hakker lidt i replikkerne, ja, men de bevæger sig tjekket ind og ud mellem hinanden, har styr på et utal af sceneskift og hvide papskilte, og udviser i det hele taget bare en virkelig tjekket performance. De er sig selv, spiller ikke komedie, overdriver ikke, fniser ikke, bliver ikke pinlige, og det gør hele forskellen. 

Især delene om voksenliv og alderdom er tankevækkende. 67 % af de 10-14-årige vil komme til at arbejde i et job, der endnu ikke er opfundet. Hvis altså de finder en måde at overvinde klimakrisen, der ellers kan sende hele generationen ud over afgrunden om 50 år. Den slags statistik føles bare anderledes, når den fremføres af 22 elskværdige børn lige foran snotten på én. Fix&Foxy har endnu engang begået et stærkt og tankevækkende stykke dokumentarisk teater af sin helt egen genre.