Menneskebyrden

Som to quizværter byder Rosa Sand Michelsen og Thomas Voss velkommen til aftenens videnskabelige show. Med nålestribet habitjakke og knold i nakken leveres en række fakta om tidens folkesygdom: Depression. Det er et supervigtigt tema og et virkelig prisværdigt og modigt projekt, Skuespilhuset her har kastet sig over. 

Herefter skal vi møde dem, det handler om: Tre danskere, der har gennemlevet alvorlig depression. Daniel, Randi og Line. ”De har levet i en helt anden verden end os andre,” som Michelsen siger. Og allerede her forvirrer ’Menneskebyrden’ en anelse. Hvorfor en så klar opdeling i ”dem” og ”os” (der kun bliver stærkere aftenen igennem), hvis ambitionen er at aftabuisere depressionstemaet og skabe forståelse?

I scenerne efter er det tydeligt, at vi skal forstå det stigma, som knytter sig at have en psykisk lidelse. Stigmatiseringen eksemplificeres med 1300-tallets torturbehandling af psykisk syge. En fastspændingsstol, en halskrans med pigge på og et badekar, som har været brugt til iskoldt vand kommer på scenen og befolkes af de tre deltagere. 

Forestillingen er skabt i regi af Stages of science og formidler nyeste forskning på depressionsområdet, ligesom den selv tjener som forskningsbidrag ved at salen undervejs besvarer en række spørgsmål. Derfor er forestillingen en blanding af de tre deltageres personlige historier, formidlende passager og afstemning. En form, der blev etableret med successen ’Human afvikling’ i 2016. ’Menneskebyrden’ har, ligesom forgængeren, også medrivende passager, især historien fra Daniel, der blev ramt af sin depression efter en lang sygdomsperiode hos hans nyfødte søn. 

I de forklarende passager må de rigtige skuespillere flere gange spille dumme for at gøre stoffet og de deprimeredes fortællinger tilgængelige. ”Ej, er det virkelig sådan” synes at være formlen, og hele videnskabs- og showrammen giver flere associationer til børne-TV end til seriøs videnskabsformidling. Dog er der også oplysende passager som en omgang 20 spørgsmål til professoren, hvor Poul Hvidebech, der er førende indenfor dansk depressionsforskning, har udtalt sig til brug for forestillingen. Her lærer vi nyt. Samtidig fungerer humoren her, og salen er underholdt mens Voss’ professorskikkelse slår sig løs med en croissant som pegepind. 

Fra de tre virkelige deltagere forventer vi ikke professionelt spil, men de bruges i forestillingen på lige fod med de to spillere (Michelsen og Voss), og dét samspil bliver noget rodet. Det virker som en umulig opgave for Michelsen og Voss at holde en troværdig dialog her, hvorimod der kommer et andet nærvær frem i det få passager, de får lov at spille selv. 

Selvom ambitionen er at give krop og følelser til depressionens væsen, kommer forestillingen ikke rigtigt ned under overfladen. Der er for meget kulør på fremstillingen af de personlige fortællinger med det overgjorte spil tilsat gyser-grafik, overdimensionerede piller og en insisterende lydside. 

Måske skyldes det, at instruktør Thomas L. Cornelliussen har fokuseret for meget på ironien. Især da vi skal synge en lyserød fællessang med refrænet ”Hvis vi ikke har hængt os, er det kun fordi…” går sarkasmen over gevind. Også i afstemningerne er det tydeligt ambitionen at sætte tingene på spidsen og få os til at tage stilling. Hvad svarer man til: ”Hvis jeg havde oplevet, hvad Daniel har oplevet, ville jeg også have fået en depression” – 1 er ”helt enig” og 10 ”helt uenig” og salen viser deres manglende stillingtagen ved mest at stemme i midten. 

Aftenen får ingen happy end, men de medvirkende tør i stedet stå ved at ”det har virkelig været fire år i helvede,” som Daniel formulerer det. Er det misforstået, at man kan komme tilbage på sporet igen efter en depression? ”Man bliver aldrig den samme person igen” siger Line. Den krølle er stærkt og tankevækkende. 

’Menneskebyrden’ kunne afgjort blive meget skarpere. Forestillingen fremstår på premieren som en grovskitse, men bestemt en skitse med hjerteblod i sig.