A Jazz Take on Beyonce, Coldplay, Bruno Mars, Rihanna and other contemporary pop artists

At tolke andre kunstneres sange er altid en udfordring. At gøre dem til jazzstandards er en aspiration, de færreste tør drømme om. Men som altid er ambitionerne høje og modet stort hos Niels Lan Doky International Jazz Collective, når de går helhjertet ind i et nyt koncept. 

Inspireret af 1930/40ernes pop- og musicalsange – som ’My Funny Valentine’ og ’Summertime’ – der blev til jazzstandards, giver Niels Lan Doky og co. et bud på nutidens ditto, i denne second edition af ’A Jazz Take on…’-showet, der opstod til Copenhagen Jazz Festival i sommer. Til stor succes.

Nogen vil mene at der skal gå mange år før en ny sang kan blive til en jazzstandard, men man kan også vælge en mindre snobbet tilgang og lade følelserne tale. For mig personligt er det mest exceptionelle eksempel Cæcilie Nordbys version af David Bowies ’Life on Mars’, ligesom eksempelvis Diana Krall konstant leverer lækre nytolkninger fra poplisten. 

Og denne aften sprudler naturligvis af veloplagte emner til at skabe nye jazzstandards. Især når det forrygende ensemble stiller med hele seks skønne sangere fra ind- og udland. Kun en enkelt udskiftning fra sommer-sangerne, hvor amerikanske Camille Sledge er erstattet med engelske Jordan Jackson.

Beyoncé er populær, og hun får tre jazz-kicks af de danske sangerinder, hvor ’Love on Top’ matcher unge Amanda Thomsen, men ’Work It Out’ er mindre vellykket til Mai Lan Doky. Mildt flirtende med ungarske Gabor Bollas saxofon og brasilianske Romulo Duartes bass, men fremførelsen ligger meget tæt på den funky original og Doky-datteren virker ikke fuldt indøvet med musikerne. Til sidst slår det gnister med Frederikke Vedel, der leverer aftenens stærkeste tolkning af ’Listen’, næsten country-agtigt med gospel-touch, wow, det er da virkelig som sangen lyder: ”find my own.”

Vedel fryder også med den luftige ’Straight up and down’ af Bruno Mars; Jordan Jackson fyrer lækkert op under kærlighedssmerten med The Weeknds soulede ’Call out My Name’; Mai Lan Doky bliver dejligt bluesy med Jazmine Sullivans ’Forever don’t last’; og Amanda Thomsen er en blidere udgave af Ariana Grande og ’My Everything’.

Men det er de to New York-baserede vokaler, der hitter størst i den allermest poppede afdeling. Først og fremmest overrasker Leandra McNair med en inderlig tolkning af Justin Biebers ’Love Yourself’, ikke mindst ledsaget af Niels Lan Dokys smukke pianosolo og den forførende Bolla-sax. Og selvom Demi Lovatos ’Sorry Not Sorry’ er svær at jazze giver McNair den et tungt beat, der funker, så den er langt bedre end originalen.

Desmond Scaife Jr. går i forrygende festmode, så det er svært at sidde stille. Først funky med ’Can’t Stop the Feeling’ (Justin Timberlake), og det virker næsten som om Victor Jones’ dybe trommeslag får tempoet op på den i forvejen danselystige sang. Og så ganske sexet soul med Lady Gagas ’You and I’, hvorefter alle joiner ham til festfinalen med Pharrell Williams’ ’Happy’, samt ekstranummeret ’Don’t Give Up’ af Bruno Mars. Så er der absolut ingen fødder, der står stille i Nationalmuseets koncertsal!

Desværre er der også en enkelt svipser: ’Don’t Stop the Music’, som Jordan Jackson synger spillevende, men det musikalske arrangement er noget rod, og det ender i et jam, der kunne være hvilken-som-helst sang. Har man hørt Jamie Cullums klaverbasker-version, ved man hvordan den kan tolkes fermt og frækt. Men ifølge en sidebemærkning fra Lan Doky har det været svært at finde en Rihanna-sang – first edition havde ikke Rihanna med, trods overskriften – sært med et så varieret katolog, som den barbadiske sangerinde excellere med. ’Love on the Brain’ eller ’Stay’ er totalt oplagte, eller ’Skin’ eller ’Umbrella’ eller...

Men Niels Lan Doky International Jazz Collective har igen leveret en unik jazzoplevelse på internationalt plan, og der kommer forhåbentlig mange flere editions af dette fede jazzshow – og med de fantastiske sangere og musikere Niels Lan Doky altid kan samle, bliver det endnu en jazzfest af exceptionel høj standard. Jazzstandards, ja tak!