Widows

Hvis man forventer en klassisk kupfilm, så vil 'Widows' sandsynligvis udfordre noget. Men holder man af solide præstationer og et twistet plot, der har meget mere i sig en et heist, så er det blot med at hænge på. Allerede fra starten mærkes det, at instruktør Steve McQueen vil noget andet. 

Der klippes frem og tilbage mellem ret rolige hjemmescener og så den heftige og fatale flugt, der udraderer Harry Rawlings (Liam Neeson) og han bande. Nu er det op til hans enke (Viola Davis) at overleve de gangstere, der skulle have haft udbyttet – og måske gennemføre det sidste kup.

Altså, hun skal samle et team (de andre enker), lægge en detaljeret og sindrig plan og alt det, som vi kender fra genren – men tempoet og fortælleteknikken skaber en film, der er lige så rå, som den er følsom. 

Kameraføringen, den kølige lyssætning og kvinderne, der har været kuet af deres mænds livsvalg og nu finder sig selv, er i sig selv både inviterende og fremmedgørende. Hvad filmen mangler i snappy comebacks og smartness, har den til gengæld i en særegen blanding af rå vold, råstyrke og værdighed. 

Nogen 'Ocean's 8' er vi bestemt ikke ude i, for de her kvinder finder ikke sammen i et søsterskab, eller arbejder sammen for at være rollemodeller for den lille pige derude, der drømmer om at være mesterforbryder en dag. De gør det for deres egen skyld, og de gør det på deres egen måde.

Kunne filmen været strammet og gjort mere mainstream? Ja, bestemt. Længe føles sidehistorien om magt(misbrug) i lokalpolitik forstyrrende. Men der er også en drilsk tyngde i 'Widows', der giver enkeballet den nødvendige vægt. De mange bifigurer giver først hen mod slutningen mening, men indtil da kunne de til tider føles flade og lidt ligegyldige. 

Først og fremmest er det her Viola Davis’ film, men ros må gives til skildringen af de andre enker, der hver har deres at slås med. Alice (Elizabeth Bedicki) er gudesmuk og i begyndelsen en anelse blank og den hårdtprøvede Linda (Michelle Rodriguez) løfter alle deres del. Sammen med de lidt for mange bifigurer skabes en skramlet mosaik til et anderledes og tilfredsstillende hele.