I sidste øjeblik

Marianne (Lisbet Dahl) er ikke så ung, som hun har været, og selvom hun ikke vil lade sig vide af det, er hun åbenlyst påvirket af den stigende alder. I hvert fald gør hun det som ekstraordinært spydig værtinde. 

Scenen er sat i Mariannes lejlighed, hvor de gamle venner fra bridgeklubben kommer og går. Snakken handler om alt fra pensionsopsparinger (eller manglen på samme) til seksuallivet i den sene alder (eller ja, manglen på samme). Stykket, som er skrevet af svenske Carin Mannheimer, blot to år før hun døde som 79-årig, byder på masser af guldkorn. Som da Marianne taler om alle de andre på hendes egen alder: ”De kan ikke sove alene, de kan ikke spise alene, spørgsmålet er om de kan skide alene.” Salen kvitterer med masser af grin, og forestillingen er i det hele taget vedkommende og ærlig. 

Det hele er dog ikke fryd og gammen, forestillingen fremviser også de svære sider ved alderdommen. Hukommelsen svigter, vennerne dør og lejligheden bliver snart for dyr at bo i. Måske er vi vidne til en decideret depression hos Marianne, det mener i hvert fald veninden Anne-Louise (Sonja Oppenhagen), der heller ikke selv har det for let på hjemmefronten. Spydigheden tager til hos Marianne, indtil desperationen til sidst er så stor, at hun med gravsort sarkasme proklamerer, at hun ”er blevet passiv pædofil på mine gamle dage.”

På den opløftende side giver karaktererne masser af kærlighed fra sig. Solvej (Susanne Heinrich) indvier os i den særlige glæde ved igen at mærke en tweedjakke mod kinden, og da Anne-Louise vil vide, hvad man egentlig skal sige, hvis ens egen fætter viser sig at være homoseksuel, lyder svaret kækt: ”Hvad med goddag og velkommen?” 

Fortællingen har både små og store overraskelser i ærmet, og selvom flere af karaktererne ikke får den, de gerne ville have, er der nogle andre, der får hinanden, og de seks hovedroller vinder hver især et styrket fællesskab med hinanden. Den unge Stefan (Søren Bang Jensen) vinder ligeledes modet til at stå ved den, han er. Han dukker pludseligt op i stramme jeans og spraglet skjorte, mens interessen for Mariannes kjoler stiger. 

Det er måske ikke nogen opfindsom karakteristik, vi får serveret fra Carin Mannheimers manuskript, men decideret karikeret er det nu heller ikke. I det hele taget er karaktererne både skrevet og spillet med en særlig varme, så vi ikke kan lade være at holde af dem. 

’I sidste øjeblik’ er en realistisk og nede på jorden forestilling; som en film i teaterform. Den udfordrer ikke stilistisk og kommer ikke op på de høje nagler i forhold til tematik eller budskab, men det er en lun og velspillet komedie, der minder én om at nyde livet til fulde – også når det er i sidste øjeblik.