Revolution

Scenen på Sort/Hvid er blevet til en pastelfarvet dagligstue med space-tapet bag vinduerne. Dagligstuen er genkendelig på grænsen til det kedelige, men det er de karakterer, der snart befolker den, til gengæld ikke. 

Er det dukker eller mennesker? Taler de selv eller er de dubbet? Det er svært at få hold på de mystiske figurer, der bevæger sig i slowmotion og stritter med armene. Der er noget Barbie & Ken møder 90’erne over udtrykket, når Marie Marschner dukker op i hvid cocktailkjole, sort pagehår og lilla læbestift, efterfulgt af Jacob Madsen Kvols med Aaron Carter-hår og ærmeløs hættetrøje. 

Kropsarbejdet er fascinerende. De bevæger sig som i et computerspil, og fremstår i det hele tager som figurer nærmere end mennesker. Deres forvredne stemmer, den vilde make-up og plastikmaskerne forfører os til at glemme, at de spilles af skuespillere af kød og blod. 

Instruktøren Christian Lollike har skabt et superintenst udtryk. Ikke mindst når samtalen går i gang. Her i Sims-huset taler man ikke om arbejde eller TV-serier, som det ellers ville passe sig i den anonyme sofa; her taler man om klimakrisen, om teknologiens overtag, og om, hvad vi kan stille op overfor de mange kriser. Den vedkommende tekst er skrevet af Mikkel Bolt. 

”Vi styrer direkte imod en biosfærisk nedsmeltning” proklamerer Marschners figur og vi kan mærke, at hendes frygt er reel. Vi genkender den fra os selv. Rikke Lylloffs figur mener, at Marschner er paranoid og at klimaet altid har skiftet – en stemme, vi også kender. 

Flerstemmige korværker, UV-lys, en levende guldfisk, opkast, ler der smøres i ansigtet, en pudekamp med publikum og en overraskende gæsteperformance, er forestillingens mange og stærke virkemidler. Ud over selve figurtegningen og temaet selvfølgelig; og der er slet ingen tvivl om, at det her er en forestilling, der går i sulet på sit publikum. 

I starten virker de fire karakterer som nogle, man kan stole på. De taler fornuftigt sammen og fra hver deres yderpol opstår en form for balance i deres tilgang til at håndtere verdens forestående undergang. Måske er det faktisk de her fire helt almindelige mennesker, der kan starte revolutionen? 

Den tanke kommer man dog hurtigt fra, i takt med at det hele bliver mere og mere vanvittigt: Orglet spiller hurtigere og hurtigere, bevægelserne bliver mere og mere robotagtige, stemmerne går i hak og maskerne ryger af i kampens hede. Pludselig er IKEA og ikke revolution svaret på verdens problemer. Gid det var så vel, tænker vi fra salen, hvor tilliden til, at de her mennesker er i stand til at gøre noget som helst, er sivet helt ned mellem gulvbrædderne.  

’Revolution’ er en forestilling, der fremstiller den følelse af absurditet, vi alle sammen lever i. Som dukker i et spil, vi ikke har magten til at styre, men som vi ved, er ved at køre helt af sporet. Absurditeten kommer særdeles klart frem i Lollikes leg med ekstreme kontraster og skuespillernes overbevisende kombination af genkendelighed og distance. 

Om forestillingen vækker til handling eller forøget afmagt er svært at afgøre. Jeg hælder desværre til at frygte det sidste. Men den vækker i hvert fald til latter og en i-kroppen-gående fornemmelse af ubehag over tingenes tilstand.