We Are Family: Sledges + Dokys

Der er verdensklasse familiefest på Nationalmuseet i disse jazz-dage, hvor to musikfamilier deler scene, så hjertet dunker og fødderne danser. Som Debbie Sledge indleder: ”More fun, than work.”

Den suveræne Sledge-søster har siden 2015 haft et tæt samarbejde med jazzmaestro Niels Lan Doky, og har gæstet hans Jazz Collective (og The Standard) adskillige gange – senest med showet ‘Debbie Sledge sings Nina Simone.’ For et par år siden udviklede familieprojektet sig, da Sledge- og Doky-juniorerne begyndte at spille sammen, og det endte i en forrygende Aretha Franklin-session med Camille Sledge i front for the Ken Linh Doky Trio. 

Så når mama Sledge flyver ekstraordinært ind til jazzfestivalen, får vi en double bill, der tager familiefesten til enestående højder. For de damer og de herrer forstår virkelig at sætte en formidabel stemning og få publikum med på beatet, der sprudler af lige dele jazz, gospel, soul, funk og blues. Som i de to ikoniske power-hymner ‘To Be Young, Gifted and Black’ og ‘Respect.’

Som Nina Simone og Aretha Franklin er Debbie og Camille divaer på hver deres måde, for hver deres generation og musikudtryk. Den modne storstil og den ungdommelige gejst. Men rytmen har den samme power, om den er slow og følsom eller high og kraftfuld, for lidenskaben følger med generne. 

Gershwins ’Summertime’ er en perfekt åbning til aftenens mix af lystig og dybfølt jazz, og Debbies stemme smyger sig karakteristisk omkring klassikerens melankolske undertoner. Francois Moutin leverer en inderlig bassolo, imens der er lidt for meget smæk i Victor Jones’ trommer. De kommer bedre til sin ret i de efterfølgende numre i mere forførende soul- og gospel-stil: ’I put a Spell on You’ og ’Black is the Color of my true Love’s Hair’ – samt ’Feeling Good’, der bliver det personlige Debbie/Nina-højdepunkt.

Da Niels Lan Doky overlader klaveret til sønnike bliver det lidt mindre facetteret, og de instrumentale soloer topper med David Fingers Haynes på tromme. Og særligt brasilianske Romulo Duartes bas i den smukt følsomme ‘Ain’t no Way’, som Camille synger suverænt, men desværre skæmmet af et non-justeret mikrofonniveau. 

Vældigt charmerende har Camille ekstra følelser med til dette familietema, da hun er gravid og hormonerne raser livligt på nogle toner og tekster. Slutningen af ’Ain’t no Way’ er derfor yderst hudløs i sin sårbarhed, og moderfølelsen er smittende i åbningsnummeret ’Baby, I love you.’ Men mest af alt er Camille en funky soul cat, der lynhurtigt sætter tempo på jazzfesten med storhit som ‘Respect’, ‘Chain of Fools’ og ‘Dr. Feelgood.’

Der er så meget smittende glæde, varme og kærlighed her – musikalsk og sjæleligt – og når de topper familiefesten med alle på scenen til Sister Sledge-hittet ‘We are Family’, er der kram, dans og sang i hele salen. Igen føler man dybt og lystigt at Jazz Collective leverer en unik oplevelse på internationalt plan med denne familiefest, som man normalt kun kan drømme om i udenlandske jazzbyer.