Debbie Sledge

Discoen er bestemt ikke ude af kroppen på en af verdens største disco-søstre. Men Debbie Sledge har også så meget andet musik i kroppen – gospel, soul, funk og pop – og det viser sig alt sammen at være en fin tilgang for jazz, som hun nu gæster The Standard med.

Det er åbenlyst en stolt jazzboss Niels Lan Doky, der for tredje gang i år kan præsentere Debbies jazztalent – og denne gang for en hel måned, inklusiv en eksklusiv nytårsaften. Første visit var surprise late night i januar, og andet var ti dage i maj, hvor varmegraderne steg betydeligt med funky jazztolkninger af blandt andet Stevie Wonder, Marvin Gaye og James Brown.

Denne decemberaften er soulkongens beats også med til at rykke i rytmegenerne, men der er meget mere jazz-jam over Bill Withers’ ’Harlem’, som Debbie synger som ved hun præcis hvordan den fest skal swinge. Også uptempo – i forhold til Roberta Flack-klassikeren – er ‘Compared to What’ med den helt rette attitude og kraft. En smule poppet virker det med ’Happy’, men den ligger supergodt til Debbies stemme og fremstår faktisk lidt mere funky fræk end Pharrell Williams’ egen liveversion af det monsterspillede hit.

Det er i disse sange, hendes soulede discobase trænger sig på. Debbie og to (ud af tre) søstre turnerer stadig med hits som ’We are Family’ og ’Lost in Music’, der med discokongerne Nile Rodgers’ og Bernard Edwards’ unikke sound gjorde dem til superstjerner. Og når et ti år gammelt Sister Sledge-nummer som ’Purple and Gold’ synes off i denne jazz-session, tænker man unægtelig at der kan arbejdes mere med jazzpotentialet. Eksempelvis flere markante toner fra canadiske Graig Earles vitale basstrenge.

Underligt nok er der ikke en eneste sang fra jazzalbummet ’Unsung’, udgivet sidste år, men det kan nås endnu, for mon ikke der bliver skiftet lidt ud i repertoiret løbende? Forhåbentlig får alle lov at opleve, når jazzen dominerer så følsomt som i Niels Lan Doky/Gino Vannelli-sangen ’Tender Lies’, og ’Shadow of Your Smile’, det vidunderlige kærlighedstema fra filmen ’The Sandpiper’. Med den letbenede ’Sometimes I’m Happy’ og det obligatoriske julenummer til sidst kommer Debbie Sledge godt omkring genrerne i jazzificeringen, og hun kan åbenlyst lægge frydefuld stemme til det hele med en herlig energi.

Spilleglæden er tydelig hos alle, ikke mindst glæden over samspillet, og der kommer flere øjeblikke af noget nærmest spontant i soloerne. Mest leg er der i det fremragende, unge danske trommetalent Niclas Bardeleben, der hele aftenen viser sin alsidighed på adskillige trommer og med forskellige stikker. Helt exceptionelt med filtede xylofonkøller og efterfølgende hænder som eneste akkompagnement til Debbies meget nedtonede version af den suveræne ’Nature Boy’. Total topklasse!

Alt i alt knap halvanden times musikalsk lækkerhed i sædvanlig høj standard på det intime jazzsted i Havnegade, der endnu engang rammer den særligt stilige New York-stemning. Tiden flyver afsted, og man kunne sagtens tilbringe længere i selskab med Debbie Sledge, for eksempel ville man ønske at der var flere introer mellem sangene. Der må være masser af musikglæde og -anekdoter fra det fantastiske liv som disco-søster og nu også jazz-donna.