Mor og Far sidder i Grøften

Hvor skal vi hygge os. I Tivolis Glassal med festlig musik og kulørte lamper. En midaldrende kvinde i publikum har en kasket på, med påskriften ’Mor og Far sidder i Grøften’, som hun måske også havde på for halvtreds år siden. Ligesom så mange andre børn, hvis forældre blev parkeret i Grøften til fiskefilet og flæskesteg, en fadøl eller to – med sidevogn. Alt imens børnene euforisk løb ud for at udforske den gamle eventyrlige have.

På deres vej fandt de påfugle, kandiserede æbler og den skønneste karrusel. Men hvad er nu det? Noget pusler i busken. En fordrukken Pjerrot har lyssky lyster; det var den aften Pjerrot fik finger. Kradser man i forlystelseshavens idylliske overflade, vælter ligene frem: Historier om hustruvold og alkoholisme, børnelokkere, misbrug og kannibalisme. Hvor er Dorthe? Dorthe er borte.

Sommerens store jubilæumsopsætning belyser op- og nedture, historier og skæbner fra havens lange historie helt tilbage til etableringen for 175 år siden. Det er en rutsjebanetur af følelser om kærlighed ved første blik, liderlighed, afmagt og kollektiv skam, rigtigt meget skam. Det er tåkrummende, på grænsen og nogle gange over. Til tider kan det let blive ubehageligt, men vi er i hænderne på landets sjoveste komikere. 

Jeg får flashback til dengang jeg lærte om det komiske i det tragiske. Gennem Anders W. Berthelsens fukssvans og Mia Lyhnes klovnerier. Kirsten Lehfeldts Kongerige og Peter Frödins brune punktum. Det er lykkelige minder, og en tryg bekræftelse af at de stadig er her, og at de stadig kan! 

Det er allersjovest, når det er lidt ømt; romantikken mellem ballonsælgeren og tissekonen i kælderen eller impro-tableauet med de fire freakshow-karakterer på væggen. Men også når der er skruet helt op for pailletter og skulderpuder: ”Vi skal ha’ lidt dejlig mad”, et 80’er Melodi Grand Prix kitsch-nummer, der desværre endte i ond tragedie, en forfærdeligt invaliderende paraplyulykke på scenen i koncertsalen.

Med det runde jubilæum er der lagt op til et stort festfyrværkeri. Det er cremen af dansk humor i Glassalen og forventningerne og niveauet er højt fra start. Men hen mod aftenens slutning er flere af raketterne fusere. Nummeret Jackpot, om fire aldrende kæderygende lykkeriddere ved spilleautomaterne er ingen vinder, Peter Frödins vrøvlemonolog om fyrværkeri mister fokus, og den store finale der binder en halv sløjfe på fortællingen om de glemte børn i Tivoli, er et ærgerligt antiklimaks. 

Det er forfriskende hvordan Tivoli med showet har selvironi og tør gøre grin med skyggesiderne og alt det der ikke gik som det skulle, fremfor et selvrosende narcissist-show. Om end luften lidt gik af ballonen mod enden, var aftenen et lykkeligt gensyn med komiske stjerner, minder fra den gamle have og oplevelsen af rent faktisk at græde af grin og slå sig selv på lårene.