Hamlet

Der er noget råddent i Danmark. Det er der nu ikke noget nyt i, og Martin Lyngbos afskedsforestilling på Mungo Park, hvor han går af som mangeårig teaterdirektør, er da også klassisk Shakespeare, som det spilles i Danmark. Teksten er kraftigt beskåret, så publikum kun behøver at koncentrere sig i 110 minutter frem for adskillige timer; kostumerne er opdaterede, og væk er kårder og kranier. Det fungerer langt hen ad vejen, men Lyngbos iscenesættelse er hverken nyskabende eller helt ren Shakespeare. 

Dansk teater har et lidt sært forhold til klassikerne. På den ene side rummer stykker som ’Hamlet’ en rigdom af drama og vidunderlige replikker, og på den anden side synes danske instruktører hunderædde for at virke gammeldags og kede deres publikum. Derfor skal sproget moderniseres, replikkerne og handlingen skæres ind til benet, og der skal helst være nogle spøjse gimmicks undervejs. 

Så som at slå Rosenkrantz og Gyldenstjerne sammen til én person, komisk portrætteret af Mads Hjulmand, som også er en effektivt hævngerrig Laertes. Eller når den afsluttende duel ikke udkæmpes med kårder, og voldscener antydes, men ikke vises direkte, hvilket skaber et interessant billede på Hamlets mentale ustabilitet, men flere steder virker lettere forvirrende eller decideret forstyrrende.

Generelt løfter skuespillerne forestillingen, men præstationerne er blandede. Anders Budde Christensen er en komisk, men trættende Polonius, der kompenserer for manglende nuancer i sit spil ved at råbe sine replikker. Jonas Munck Hansen er en trofast Horatio, mens Henrik Prip giver den rænkefulde Claudius både værdighed og kløgt, når han forsøger at beskytte riget – og sig selv – mod den tilsyneladende afsindige Hamlet.

Marianne Mortensen er tør som dronningen og mangler helt reelt noget at tage sig til i sine scener, mens Nanna Morks til gengæld lyser op som en splittet Ofelia – i dén grad et uskyldigt offer for Hamlets vanvidsspil. Hendes præstation understreger, at Hamlet er en antihelt, der i sin blinde hævntrang ødelægger alt omkring sig. 

Christine Albeck Børge er et fund som Hamlet. Fuldstændig overbevisende i sin forpinte sorg og gal i sin hævntørst, da hendes prins får sandheden at vide om onklens forræderi, men stadig med glimt af vid, humor og charme, så publikum får en anelse om, hvor fint et menneske Hamlet var før faderens død. Albeck Børge deler rollen med Meike Bahnsen, men Hamlets karakter er altoverskyggende i denne iscenesættelse – derfor må man forvente en anderledes forestilling på de dage, hvor Bahnsen spiller hovedrollen. 

Lyngbo har ganske vist skabt en fin thriller, hvor publikum fra starten er i tvivl om, hvorvidt den sorgforstyrrede Hamlet blot bilder sig ind, at han har set og talt med sin fars spøgelse. Men hen imod slutningen lider stykket gevaldigt under, at alle tilsyneladende har så travlt med at blive færdige, at den blodige afslutning virker alt for forhastet – og derved mister sin tragiske pondus. 

Reelt er det Christine Albeck Børge, der bærer forestillingen igennem, så den stadig bliver medrivende og tankevækkende. Men ironisk nok mangler der tid og plads til eftertænksomhed i dette stykke, der mest af alt er kendt for netop tøven og eftertænksomhed.