Uledsaget

Ud af mørket, blandt publikum, springer stemmer frem, med hver deres bekendtgørelser: ”Jeg tog afsted i maj” – ”jeg tog afsted i oktober” – ”jeg havde røde sko på” – ”jeg kan ikke huske hvornår, jeg forlod det sted jeg kom fra.”

Stemmerne tilhører skuespillerne Marianne Mortensen, Anders Budde Christensen og Henrik Prip. Hver for sig repræsenterer de flere forskellige aldre, køn og baggrunde. Fællesnævneren for dem alle tre er, at de flygter fra deres hjem. Det skal vi i hvert fald tro på. 

Kamilla Wargo Brekling har med personlige interviews med flygtninge som fundament skabt en forestilling, som lever i et grænseland imellem det konventionelle teater og den dokumentariske fortælling. Tre europæere – den ene blegere end den anden – rejser sig i salen, og med faste skridt går de mod scenen hvor aftenens flygtningeforestilling vil finde sted.

Teatrene har haft mange forskellige takes på flygtningekrisen igennem de sidste to år. Nogle bedre end andre, nogle mere troværdige end andre. Troværdighed og mening er for mig opstået i det, at flygtningene selv er blevet inviteret på scenen for at bearbejde deres egen historie. Inden aftenen begynder, ved jeg ikke om jeg køber præmissen med tre europæere i et kukkasse-teater, når nu opsætninger som balletten ’Uropa’ på Det Kongelige Teater og’ En lille båd der gynger’ på Edison Teatret har fundet sted forinden.

Men trods min tunge tvivl, bliver jeg på Mungo Park overrasket over hvor mange følelser ’Uledsaget’ vækker i mig. Scenografi, virkemidler, tekst og dertil skuespillernes flair for historiefortælling rammer mig – ikke med moralens løftede pegefinger, men med den kraft som teatret indeholder, som ingen andre medier kan nå. Det sker lige nu og her og det er vigtige historier, som bliver vækket til live. Teatret kan bringe de historier og få dem nærmere hjertet, end den infostrøm som medierne bringer i radioen, på tv og i aviserne. Og lige netop dette opnår Kamilla Wargo Brekling og hele holdet bag ’Uledsaget’.