Snedronningen

Snedronningen på segway? En af mange festligheder, der kører eventyret af sporet og ødelægger dets originale, smukke budskab. Her er ikke meget af H.C. Andersens vidunderlige eventyr – og faktisk heller ikke det store balleteventyr.

I anledningen af 100-året for Finlands selvstændighed er Den Finske Nationalballet for første gang på visit med deres balletmester Kenneth Greves succesforestilling fra 2012. Men den tidligere kongelige solodanser har – sammen med Pirjo Toikka – taget sig ufine og uelegante friheder i tolkningen af H.C. Andersens tekst.

Her er hverken kragen, blomsterdamen, den lille røverpige eller prinsen og prinsessen. For der fokuseres så meget på den finskrelaterede del, at Lappekonen får sin helt egen solo, hvor hun afslører sin sande natur, der åbenbart har med nogle svedige skovvæsner at gøre. De – vistnok trolde, men med rensdyrgevirer – er dukket op fra underverdenens sauna og tramper sig gennem en kropstrommende og højtgryntende dans, der er så langt fra ballet, man kan forestille sig.

Det ku’ ha’ været et friskt indslag, men inden da har vi allerede fået finsk Jenka-dans på (Senat)Torvet, og kedet os til en danseparade – med minimalt ballettouch – af svensk hopla, spansk toreador, perserdans, japanerstep og russiske valserier af svingende kvalitet. Fordi Greves budskab er at Gerda (Salla Eerola) i sin søgen efter bedstevennen Kay (Michal Krčmář) møder alverdens folk og finder ud af at hun ikke længere behøver frygte dem, der er anderledes (udenpå), for det er det indre, der tæller. 

Det mudrer den originale præmis om den iskolde ondskab versus den varme godhed, om forstand kontra uskyld, det kunstige overfor det ægte, istapper mod solskin med mere. Også fordi de visuelle kontraster står usikkert. Greve og kostumier Erika Turunen får eksempelvis ikke løst de klassiske, modstridende udtryk: I ballet er hvid uskyldens farve, men i dette eventyr er det synonymt med kulde og ondskab. Så her danser alle ballerinaer i hvidt, når de skal udstråle deres styrke eller sande natur. Ligeså er slutningens kostume- og personskift noget sær, og forvirrer begreberne god og ond.

Det visuelle udtryk er ellers virkelig flot: Turunens luftige kostumer og en levende scenografi skabt sammen med Mikki Kunttu, der også (som altid) leverer suverænt lys- og videodesign. Selvom jeg personligt ikke begriber hverken segway, julemand, isbjørn eller de allestedsnærværende gevirer. Ligesom neon-tryllestavene udleveret til publikum kunne være udnyttet mere virtuost.

Der er bare så mange åbenlyse ballet-muligheder i ’Snedronningen’, som Greve og co. ikke benytter sig af. Smukkest er den fortryllende spejling af Snedronningen (Hanako Matsune) og isprinsesserne i de fineste, hvide tutuer – på fænomenal æstetisk række bag hinanden. Men ellers er det artistiske niveau ikke på højde med Hübbes kompagni – hverken i koreografi eller udførelse. 

Der mangler elegance, uskyld og kvindelighed, som netop er en vigtig pointe i eventyret. Det er Gerda, der redder Kay – ikke Kay, der varmer Gerda og løfter hende til lykke. Greve/Toikka-dramatiseringen misser også humoren, ironien og tvetydigheden. Det er ren finsk fest og opvisning.

Måske er det tale om en kulturkløft? Finnerne kender ikke ’Snedronningen’, udtaler Greve – det gør de så heller ikke efter denne forestilling. Hvorfor lave SÅ meget om på et så fabelagtigt eventyr? Så skulle man hellere lave sin egen fortælling! Det skal ikke være nogen hemmelighed at netop dette H.C. Andersen-eventyr har en særlig plads i mit hjerte, ja, det er velnok mit yndlingseventyr – så jeg er dybt skuffet.