Giselle

Romantisk kvindeballet på godt og ondt er ’Giselle’, og i nyopsætning af Silja Schandorff og nyligt fornyet balletchef Nikolaj Hübbe hyldes ballerinaerne smukt, men også stereotypt i sin klassiske form. For en mere modig tolkning af slutscenariet ville pirke for meget ved poesien og kvindesynet.

Den ikoniske scene er naturligvis da Giselles hjerte brister i smerte, vanvid og død – det dramatiske højde- og vendepunkt, som ofte udgør en større udfordring for ballerinaer i skiftet fra det lyse, lykkelige liv til den mørke, usalige død. Ida Praetorius gør det vanvittigt medrivende, og i den efterfølgende andenakt viser hun styrke og kropskontrol som en moderne kvinde. Giselle styrer sin Albrecht (Andreas Kaas), ligesåvel som hun frelser ham, trods hans svig sendte hende i limbo med de hævngerrige wilier.

Med Silja Schandorff i en af instruktørstolene – og dermed hendes erfaring med diverse roller i dette værk – er der sikkert fløjet nogle gode råd over barren. I øvrigt hendes sidste show som viceballetmester, ligesom det var hendes afdansning som solodanser i 2009. Rådene er også gået til scenograf Maja Ziska, der dog på ingen måde har løst opgaven særligt interessant.

Den statiske bagbeklædning ligner udmærket den tyske maler Caspar David Friedrichs karakteristisk knubrede træer og grene, men det bliver alligevel for abstrakt til at afspejle den rustikke og undertiden makabre sammensmeltning med naturen, som den amerikanske fotograf Sally Mann perfektionerer. De blege husfacader og nogle tunge gardiner er endnu mere kiksede.

Helt vidunderlige er derimod Mia Stensgaards ballerinakostumer, der dyrker det luftige og transparente i samspil med de oprindelige lange tutuer. Særligt i 2. akt går de hvide draperier op i en højere enhed af ballet blanc, når de to rækker af hver ti ballerinaer brillerer med de fineste arabesque-positurer. 

Handlingsmæssigt sker der ikke meget i 2. akt, men dansen er ypperligt smuk, og wiliernes væsen fascinerer. Deres uforløste kærlighed hersker ved nattetide, hvor de forfører mænd og danser dem til døde. Den magiske flirt kunne være mere farlig, men wiliernes dominerende nærvær stimulerer hævndansen anført af en skarp Kizzy Matiakis som deres dronning Myrtha. Og som en af de to forreste wilier imponerer Astrid Elbo, der til næste år kan ses som Giselle i Birgitte Stærmoses film ’Darling’.

’Giselle’ kaldes jævnligt den mest romantiske ballet – det må være i den gammeldags poetiske og mere virkelighedsfjerne tolkning af ulykkelig, opofrende, udødelig kærlighed. Her er det kun i overnaturligt regi at kvinden kan få magten igen, men mon ikke den moderne kvinde ville vælge wilie-hævnen. I hvert fald burde de uforløste drifter og de dæmoniske kræfter fylde mere end det pæne sværmeri, så kontrasterne og den ikoniske vanvidsscene intensiveres.