The Accountant

Nogle mennesker helmer ikke, før de er færdige med deres opgave. Ikke kun ud fra en pligtfølelse, men ud fra en indre nødvendighed. De hænger i, for at deres egen verden hænger sammen. De er ligeglade med rigtigt eller forkert, det handler om at der skal være styr på det, ellers styrter de selv i grus. 

Christian Wolff (Ben Affleck) er sådan et menneske. Et fåmælt muskelbundt af en autistisk revisor, der fra sit anonyme kontor i en søvnig lilleby hjælper trængte bønder og ellers passer sig selv. Hans regelmæssige liv dækker over en barndom med svigt, og et dobbeltliv, hvor han også ordner regnskaberne for slemme typer med containere fulde af cash. Da han tager en normal kunde, hvor bøgerne ikke stemmer, tager hans liv en ny drejning. Samtidig er det amerikanske finansministerium på sporet af ham, der er lig i kølvandet... og revisoren må og skal samle alle brikker.

Det sære ved denne film er at den ikke burde fungere, men gør det. Glimrende, endda. På papiret en skematisk udviklingshistorie, mere koncept end reelt gribende historie. Altså, manden er BÅDE knastør revisor OG ferm som hitman. Hans fars hårdhændede børneopdragelse var NETOP det, der fik ham til at klare sig. Og så videre. 

Ben Affleck har med denne rolle langt om længe fundet noget, der passer til ham. Han har i denne anmelders øjne virket lidt træt og tung i det, og sigende er det, at hans autistiske revisor ikke er markant anderledes end hans Batman. En enspænder, en hævner, en mand, der savner sin far og især sin mor. Og som bliver ved til han er færdig. Man overraskes ikke over, at han er en rå dræbermaskine. Figuren spilles jo af en superhelteskuespiller. Der er iøvrigt noget irriterende og lettere nedladende ved filmgrebet, hvor autister er vise genier på film. Almindelige autister er nok ikke særlige nok.

Men alligevel. Man bliver grebet. Og man er næsten lige så euforisk som den nørdede revisorpige Dana Cummings (Anna Kendrick) hos det flinke firma med hul i kassen, da mønsteret viser sig. Så lever man gerne med ninja-autisten.

Der er ikke mange biljagter, og birollerne er nærmest alt for blændende besat med kræfter som J.K. Simmons, Jeffrey Tambor, John Lithgow og Cynthia Addai-Robinson. Deres åndedræt puster liv i pap, og får filmen til at flyve. Agent Medina (Addai-Robinson) og Ray King (Simmons) udvikler en forbindelse som Clarice Starlings til sin chef i 'Ondskabens øjne’... som denne film også minder noget om. Det lidt dvælende opklaringstempo, barndomstraumerne, alt det. Men godt, det er det. Også på trods af diverse plothuller, et dødstal som Rambo, og en trang til pinedød at binde sløjfe, så hele historien går O-P op.