Romeo og Julie

Hånd mod hånd, krop mod krop, sjæl mod sjæl smelter de sammen – i romantikkens ultimative ungdomstragedie – og forløser de smukkeste og sørgmodigste følelser. ’Romeo og Julie’ er som skabt til ballet, især i John Neumeiers version, hvor dansen eksisterer på liv og død som dens unge elskende.

Neumeier har fænomenalt godt fat i den ungdommelige følelse af leg og flirt – og særligt det über-drama, der ligger i ungdommens alt-eller-intet- impulser. Og når Sergej Prokofjevs eruptive partitur brager fra orkestergraven, må man ubetinget hengive sig til lykke- og sørgerusen med Verona-yndlingene, hvis familiers traditioner og stridigheder fører til tragedie.

Prokofjevs musik er suggestivt til grænsen, og pompøst overalt. Helt fra start buldrer stortrommen varslende, og selvom striden mellem familierne Capulet og Montague oprulles her, virker denne volumen alligevel noget spektakulær. Sammen med de rapsodiske temposkift passer det fint til den unge energi og dramasans, men er også på kanten til at lægge for meget dæmper på uskylden og sentimentaliteten.

Dansens dramaturgi er mere nuanceret, og Neumeier spiller netop på udviklingen fra uskyldig til moden i kærlighedens svøb. Julie er kækt usikker på tåspidserne i de første scener, men kærlighedsbåndet med Romeo gør hende stærkere i sammensmeltningen af krop og sjæl. Romeos udvikling kredser mere om ansvar, efter han har dræbt Julies fætter Tybalt i hævn over vennen Mercutio.

Altoverskyggende er den dybe troskab, de føler, og som får alt til at piruettere på liv og død. De dør i samme følelsesmode som de elsker – stormende romantisk. Døds-pas de deuxen danses længe inden, for når kærligheden er livløs, er dansen det også, og den sidste scene i gravkammeret er helt uden dans.

Det er i disse psykologiske detaljer at Neumeier er så eminent, og helt ned i de mindre roller får han med små tilføjelser karaktererne til at fremstå mere markante. Først i flirt og siden i sorg. Mest karakteristisk i Lady Capulets kærlighedsliv, der er en affære med skarpe yderpunkter af kulde og passion. Susanne Grinder, der normalt er den yndigste (hun dansede Julie for tre år siden overfor Ulrik Birkkjær, der her er hendes Lord), er iskold som Ladyen, som bryder totalt sammen ved Tybalts død, men nærmere stivner ved datterens død.

På herresiden er yderlighederne Mercutio og Prins Paris. En let- og højtspringende Sebastian Haynes charmer fortrinligt som den superflirtende Mercutio, hvis drab får ekstra drama med gøglertruppens medspil. Prins Paris er ham Julie ikke vil giftes med, men det er reelt ikke nødvendigt at gøre ham så ekstremt kedelig som i Ariel Merkuris skikkelse. Han er eneste fejlcast i det fantastiske ensemble.

Den nyudnævnte solist Andreas Kaas’ småkåde udtryk er helt i tråd med Romeos, og han klarer stærkt og rørende de mange løft i de to smukke pas de deuxer, hvor Romeo og Julie smelter skæbnesvangert sammen. Et ret perfekt match til Ida Praetorius, der aldeles indlysende er gencastet som Julie. Hun er øjeblikkets billede på uskyld, men udstråler samtidig det vovemod, Julie har. Danseteknisk bliver hun kun bedre og bedre, og der er højst sandsynligt ikke langt til titlen som solodanser.

’Romeo og Julie’ er en balletfryd af tro, håb og kærlighed, og en enestående forening af det kropslige og sjælelige. Endnu et uforglemmeligt Neumeier-mesterværk med hans kendetegnende flow og vitalitet, der trods tragedierne har livsbekræftende kaliber. For evigt, Romeo og Julie.