Figaros bryllup

Kærlighedsrutsjebanen joller afsted og – helt i Mozarts lystige og legeglade ånd – Elisa Kragerup gi’r den forrygende knald på libidoen i sin første operaopsætning. Et herligt opgejlet operacirkus med karruselpony og metalgynger, kaninører og ulvehoveder – ja, endda en motorsav.

Al den ballade kunne få enhver til at glemme musikken, men Kragerup har fået en genial ide: Ved at placere orkestret midt på scenen intensiveres følelsen af samspil og intimitet – ikke mindst fordi Kragerup lader dem indgå i udvidet interaktion med sangerne. Især dirigenten Andreas Spering kommer på overarbejde med at styre mangfoldigheden af narrestreger.

Særligt knøsen Cherubino (pragtfulde Tuva Semmingsen i klassisk bukserolle) flirter igennem i de musikalske rækker, for hans hormoner er så knaldklare som de balloner han render rundt med. Han får pirret Grevinden (skønne Sine Bundgaard), hvis lyst ellers er nedsyltet ovenpå Grevens (forrygende Palle Knudsen) evige udenoms begær, der lige nu er rettet mod hendes stuepige Susanna (søde Anke Briegel), som skal giftes med hans tjener Figaro (veloplagte Henning von Schulman). Her begynder forviklingerne i al deres herlighed, og på sidelinjen er et ældre par næsten de mest vellystne. Nogle står til lærestreger.

Der er kærlighed og lyst i flere stadier og former, og når Kragerup dypper det hele i sin dramatiske skævhed, får hun skabt et mix af den campede naive sexkomedie og den mere farlige burleske. Sidstnævnte fabelagtigt syret i den sidste forvekslingsscene i mørke, det vil sige pink lys, hvor Susanna forfører intrigant med arien ’Deh vieni, non tardar’ – iført kaninører og omgivet af savlende ulvehoveder.

Kønsroller i fuld drift. Præcis som i forestillingens sjoveste scene, hvor Greven forsøger at afsløre sin kones flirt med Cherubino, der gemmer sig bag en dør – eller er det Susanna? – og hans grevemanerer ikke kan beherske hverken skruetrækkere eller motorsav. Der bliver saftsuseme ikke gået stille med dørene her, og den skandale de synger om at undgå, bliver de alle ved med at spinde nye forviklinger til.

’Figaros bryllup’ har muligvis aldrig været så vild og fjollet, men Kragerup opnår alligevel at få kærligheden på skinner. Bogstaveligt. For rundt om orkestret ruller en svanerutsjebane – allerede under ouverturen – og folk med candy floss og slikposer jubler omkring. Det er den lykke de/vi vil have. Kærligheden som en forlystelse, der bliver ved med at fornøje og overraske, selvom man efterhånden kender turen.

Forlystelsespark-metaforen er fantastisk, og skiltet med Funfair bliver naturligvis til unfair, når f’et falder og slukkes. Det er Figaro, der skal fikse det, ligesom han skal have styr på sine forhold og sine prioriteter, ellers ender han jo nok som Greven, der hypper karruselponyer og også kan finde på at byde sig til blandt publikum. Som i Funfair og unfair.

Der er så mange finurligheder i Kragerups kærlighedskarrusel, og for nogen vil det forstyrre for meget i musikken og sangen. Men det er ekstremt forfriskende og sublimt underholdende at gynge med i dette moderne operacirkus af lyst og leg. Mozart ville have elsket det!