King Lear

”Det var en episk aften!,” lyder det blandt venner, når byturen eller fodboldkampen endte ekstra fantastisk. I sammenligning med sådanne episke aftener, står en aften med ’King Lear’ på Det Kongelige Teater bestemt ikke tilbage. En episk oplevelse i helt bogstavelig forstand. Her er snigmord og affærer, bedrag så det stinker, dværge og ild, fægtekampe og øjne, der flås ud med de bare næver.

Men vi skal lige i gang. 1. akt bruges på at vænne sig til universet: De store kjoler og høje parykker og de umiddelbart fjerne dilemmaer om landdeling og den rette størrelse på kongens hær. Vi skal også lige have intriger og sammensværgelser ridset op, så scenen kan sættes for det store drama. Derfor bliver det en anelse langt og krævende at komme igennem 1. akt. Men i 2. akt giver det pote, når vi sidder yderst på stolen for at få det hele med: Hvis plan holder? Hvis går i vasken? Og hvem får hvem?

Hen imod slutningen lever vi for alvor med personerne og mærker deres skæbner under huden. De rør os på en ganske anden nær måde, i takt med at facaderne krakelerer. Forestillingen varer tre timer og det er for en gangs skyld en rigtig god ting. Det er som at læse en god roman. Man bruger de første 100 sider på at lære personerne at kende, og så er det bare så skuffende, hvis der derefter kun er få sider tilbage til at følge dem.

Havde hele forestillingen bare haft den løssluppenhed og det mod, der præger 2. akt, så havde der ikke været en finger at sætte på denne moderne Shakespeare-opsætning. Sproget er intelligent opdateret, scenografien virker, livemusikken giver stemningerne tyngde, det hele spiller.

Succesen består også i, at Peter Langdal har turdet tage chancer med denne her forestilling. Det er en forløsende iscenesættelse. De mærkværdige lange kys mellem herrer og tjenestefolk, de seksuelle vibrationer under overfladen, de moderne twist i militæruniformerne og hvide kitler, blodet, tempoet, de storladne scenebilleder, gong gong'ernes evindelige droneslag. Det hele smelter sammen i en sprængfarlig cocktail, som løfter forestillingens sidste scener til virkeligt imponerende højder. Sådan skildrer man vanvid. Det er eventyr for voksne – for fuld udblæsning.

Det hele bæres oppe af Tommy Kenter (King Lear) i særklasse og et stærkt hold skuespillere omkring ham. Signe Egholm Olsens narfigur er helt vild. Som en slags spejl af kongens indre liv nærmest maner hun dramatikken frem i en lille, fortættet vanvidskrop. Også de to unge brødre Edgar og Edmund spillet af Thue Ersted Rasmussen og Joachim Fjelstrup er en fryd at opleve.

'King Lear' er helt sikkert værd at opleve, man skal bare væbne sig med lidt god gammeldags tålmodighed; og så ellers sætte sig tilbage og nyde, at man ikke selv skal vende siderne i bogen, for det sker ganske af sig selv lige der på scenen foran én. Og oplevelsen løfter sig i sidste ende helt sikkert endnu højere, end når man læser en god roman.