The Revenant

Istapper i skægget og dækket af bjørnepels. Leonardo DiCaprios titelkarakter indgår på det nærmeste en pagt med naturen, så overlevelse og hævn går op i en højere (spirituel) enhed.

Som udgangspunkt et storladent helteepos om en sand pionerlegende Hugh Glass, der med naturinstinkter, overlevelsestalent og hævndrift fascinerede og inspirerede mange af nationens efterkommere – deriblandt Michael Punke, hvis 2002-bog ’The Revenant: A Novel of Revenge’ er kilde for filmen.

Men Alejandro G. Iñárritu er på Oscar-kurs igen, og overtræffer Glass’ historie på indianervinklen, der får ekstra sentimentalitet med en fiktiv Pawnee-familie, en søn og hans mor. Begge lider frygtelige skæbner og medfører mere sympati for Glass, men den udbyggede hævngejst og den rørstrømske spiritualitet tilfører ikke yderligere til filmens fornemmelse for de indfødte.

Glass’ karakter mærkes mere i mødet med andre indianere og gennem hans hvide jægerkolleger, ikke mindst hans hævnmål, den brutalt afstumpede Fitzgerald (Tom Hardy). Men allermest er det naturen, der spejler hans styrke og mod, og gennem strabadserne følger en slags adaption til naturen og dens væsner. Flot og vildt afbildet i scenen hvor Glass udhuler en netop afdød hest og lægger sig ind i det stadig varme skrog. Eller i det barske og ultra-realistiske angreb af en gråbjørn, der slår, flår, snapper og stamper ham for at beskytte sine unger. Uforglemmelige billeder.

For naturen er hvad den er – og her hersker en naturlov, som Iñárritu gør smuk i al sin råhed – og Glass’ pagt pulserer af åndfuldhed og poesi fra Emmanuel Lubezkis skarpe og råkolde billeder samt det dvælende tempo. Men ligeså storslået det visuelle er, ligeså irriterende er den vildt insisterende og manipulerende lydside, hvor effektlyde mixes med musik til overdreven slagstyrke – særligt utålelig er den evige knitren, de mekaniske dyrelyde og en omgang hylende instrumenter mod slutningen.

Titlens betydning – den, der er hjemvendt fra de døde – er dualistisk på den seje måde, og her fungerer spiritualiteten fint i samspil med naturloven. Det bringer dog forudsigelighed til historien, der trods mange nervepirrende og medrivende udfordringer bæres af et ret enfoldigt plot. Men beundringsværdigt flot fortalt, og så er slutbilledet en hjerteskærende sjældenhed af rang.

Leonardo DiCaprio, der er ærefrygtindgydende som den ultimative vildmarksoverlever, hyldede i sin takketale til Golden Globe verdens urbefolkninger – og det sker nok igen til Oscar – men filmisk gør Iñárritu det ikke ligeså fuldlødigt. DiCaprio er bare en helt, og Iñárritu giver ham lige et par heltetricks for meget. ’The Revenant’ er et ærkeamerikansk martyrium, og dermed storfavorit til Oscar.