City Singler: Trimmet i 3-kanten

For ungt, for gammelt, eller for grimt. Altså ikke de fire City-kvinder, men den der nede i trekanten, eller rettere navnet på den. For hvad skal vi kalde den? Det evige spørgsmål, til evig morskab. Hos City Singlerne går duskene ikke af vejen for de frække sandheder.

Selvom programmet antyder noget andet, er de veltrimmede fra top til tå, da de entrerer scenen. Trine Gadeberg, Anne Louise Hassing, Kaya Brüel og Sofie Lassen-Kahlke er igen klar til at skrælle de pæne lag af kvinden og hendes ideer om idealer og andre perfektioner. Og lidt af deres egne.

De lægger ud med at vise bryster som et politisk statement. Eller det vil sige... en af dem. Til et velfortjent brøl af pift, grin og klap. Derefter foregår det mest under bæltestedet, og det er bramfrit, klamt og vovet. Sjovest når den der uden godt navn får ordet, og komikken kører på dens vilkår.

Deriblandt Sofies pink-camouflage-spejder, der efter børnefødsler har fået et dertil egnet opbevaringsrum af båltænding, snobrødsstav og telt. Midtstykket med sang rykker ikke, men Trines pessar-replik er en forrygende pointe. Sjov på den søde måde er de fire vaskemaskiner, der ryster orgasmer af sig; og mere sprød er Kayas rottedødsepidemi-sang inspireret af ’Fever’.

Men mest af alt de to scener hvor underlivet tager over – på skærm – og taler kvinderne til rette. Først med det foretrukne kaldenavn, der giver mening, fordi den også har en dusk, der skal fjernes; og fordi man skal huske at dem, der ikke åbner sig ved opvarmning, skal man holde sig fra. Og sidst er den store skideballe om selvoptagethed virkelig rå og rammende. Begge er skrevet af Kasper Le Fevre (Trines kæreste) fra impro-comedygruppen Specialklassen, som også leverer tekst til en del andre numre.

Revy-duoen Vase/Fuglsang er som i de to første shows hovedleverandør af materialet, og selvom teksterne fra Specialklassen er forfriskende, kan man godt se et problem i kvindevitser skrevet af mænd spillet af kvinder. Det kan blive påtaget, virke utroværdigt og afspejle en mandehørm, som endnu ikke fungerer i de trimmede City-kvinders show.

Ikke fordi vi skal vide hvem, der barberer dusk eller ej, men i denne form for show, hvor der averteres på personlige erfaringer – og til denne tredje omgang endda større indflydelse via ideer, tekst og musik – ville det være så meget sejere at mærke mere af dem selv. Mest mærker man Anne Louises ærlighed og mod, men også Kayas stilige soul-gejst i ’Rotten’, Trines jydesind i oplæsningen fra ’50 Shades of Grey’ og Sofies modersjæl i spejdertricket.

Skøn er også knaldelisten, den swingende finale med musik af Peter Hellemann (Anne Louises mand), der også står for tonerne til 80'er-festen ’Ung med de unge’, hvor der bliver hoppet og danset så publikum føler de er til Samantha Fox-koncert. Lige så herligt går det til, når firkløveret med ekstra polstring på bagdelen giver twerking det glatte lag til blandt andre ’Twerking 9 to 5’ og ’She Twerks hard for the Money’.

Kedelig er derimod Sofies vuggevise, Trines fødselsdag og den perfekte kvinde, der ellers har et udmærket afsæt, men bliver for lang og uskarp. Værst er dog gensynet med de kiksede s/m-tøser Betinna og Betina, der har fundet menstruationskopperne frem så de kan lege vampyrer. Ganske godt tænkt, men absolut ikke fuldtudviklet.

Sådan svinger niveauet af seje sandheder og sjove sange i ’Trimmet i 3-kanten’. Hos City Singlerne er intet for ungt, for gammelt, eller for grimt. Og kan de trimme teksterne så meget som dem selv, kunne næste show med firkløveret sagtens blive en 4-stjernet oplevelse.