American Idiot

Kan man have for meget attitude til rockoperaen ’American Idiot’? Åbenbart, for imens hjerterytmen flikker i takt med de suveræne rockbeats på Malmø Opera, så har en del af ensemblet problemer med at finde ligevægten i deres karakterers forfatning.

Det kan måske være svært at trænge igennem den vilde og høje lydmur af rockkalaset, men at overskrige gør intet godt for en stemme, der bare ikke har den kvalitet og styrke. Attitude er altså meget mere end vred og voldsom!

Som Green Day og deres Grammy-vindende album har masser af: Politisk oprør i kølvandet på 9/11 og samfundskritik rettet imod mediemanipulation og reality-tv. Men helt essentielt et tidsbillede på den utilpassede ungdom, der søger identitet, mening og retning, så de undgår (også) at ende som amerikanske idioter. Med en god portion vrede, ja, men også kærlighed. Begge dele udtrykt udad mod verden, men mærket mest indad i sjælen – hvor det gør allermest skade.

Billie Joe Armstrong har sammen med instruktøren Michael Mayer skrevet opsætningen, der havde premiere i USA i 2009 – og har i omkring 50 Broadway-shows selv spillet rollen som St. Jimmy, hans egen indre djævel. Som er alter ego til hovedrollen Johnny, der sammen med vennerne Tunny og Will søger drømmene – eller løgnene – og crasher hårdt i krig, kærlighed og karriere.

Instruktør (og skuespiller) Philip Zandén har punket op, og i dans og især i kostumer fungerer det godt, men det tangerer overspil i en del af karaktererne. Det er selvsagt i tråd med den oprørske ungdom at skrige sin vrede ud, men det bliver for ensformigt og stereotypt, når nuancerne glipper. Oprindeligt tynget af en tynd historie med rød/hvid/blå-klicher og et forhastet fortælletempo, og derfor skal karakterkarismaen gnistre for at holde stand med det storslåede musiske niveau.

Ret kritisk er det at den normalt sympatiske musicalartist Bruno Mitsogiannis skejer for meget ud som Johnny – hans stemme lyder ofte skinger og lænset, fordi han konstant forsøger at overdøve musikken. Det er han desværre ikke ene om. Værst er dog Sonny Enell som Will, der sjældent kan holde tonen og energien, end ikke i den mere stille ’Give Me Novacaine’.

Derimod excellerer Zandro Santiago fuldt ud som St. Jimmy i både stemme og karakter – og leverer en djævelsk god version af ’St. Jimmy’. Men han er jo også vant til rocklivet som tidligere sanger i metalbandet Dead by April. Ligeså karismatisk og intens er Daniel Broman (fra den danske ska-gruppe Babylove & the van Dangos) som Tunny – og sangene ’We are the Waiting’ og ’Before the Lobotomy’/‘Extraordinary Girl’ er blandt showets bedste.

På kvindesiden halter det mere med personality – men trods banaliteterne får Frida Modén Treichl vist power som Johnnys revolutionsflirt Whatsername, og Nina Knutsson (fra arenapop-bandet Hurricane Love) er i øjeblikke rørende som Heather, moren til Wills barn. Begge er særligt kraftfulde i ’21 Guns’, der går op i en højere enhed på alle fronter: Fortælling, ensemble, sang og musik.

Scenografien føles indimellem for bar, og selvom store skærme flimrer i baggrunden, savner man originalopsætningens inddæmmende informationsmur, der forstærker følelsen af trekløverets lukkede univers. Og enkelte sceners ekstra fortællegreb: ’Extraordinary Girl’ mangler svævetricket (wires), der skaber den drømmemæssige kvalitet. Og især i ’Holiday’, hvor det væltede stillads (der repræsenterer bussen), de kravler på, erstattes af en platform synkrondans.

Det bidrager til forestillingens udviskede grænser mellem koncert og rockopera. Og dermed er det unægtelig den pulserende vilde og viltre attitude fra musikken og de ikoniske tekstlinjer, der gør ’American Idiot’ til en ruskende sej oplevelse. Som disse fra ’Holiday’: ”I beg to dream and differ from the hollow lies. This is the dawning of the rest of our lives.”